Noget så 'butch', som en skraber, er en af skønheds-hemmelighederne bag Hollywoods smukkeste stjerner.

Hvem husker ikke Elizabeth Taylors kælne præstation over for Paul Newman i Tennessee Williams klassikeren 'Kat på et varmt bliktag'? Eller Marilyn Monroes skrøbelige Cherie i filmen 'Bus Stop'? 
Begge stjerner hyldes som de største sexsymboler fra Hollywoods guldalder. Med god grund.

Men hvem skulle have troet, at to så smukke gudinder, ligefrem stod og barberede sig i ansigtet hver dag? Det påstår skønhedsbehandleren Kate Somerville, der har arbejdet for divaernes dermatolog i et interview med Style.com.
Ifølge Somerville er den gamle myte- når du barberer dig i ansigtet, kommer der flere, mørkere, og kraftigere hår- netop en myte. For 1950'ernes og 1960'ernes kvindelige stjerner greb ofte ud efter barbergrejet, ragede sig helt glatte i ansigtet, og eksfolierede derefter den glatte hud.

Speciallæge Jesper Nygart, der ejer Nygart Privathospital, og bl.a har specialiseret sig i fjernelse af hår i ansigtet med lys og laser, er enig med Kate Somerville i, at hårvæksten ikke forøges af barbering.

- Det forandrer sig overhovedet ikke i forbindelse med barbering. Håret er som et juletræ- spids i toppen, og bredere i bunden. Når man barberer sig, kan håret dog komme til at virke stridere, fordi det skæres over, i forhold til at rive det ud med en pincet. Men man får hverken mørkere eller flere hår ved barbering, siger Nygart til bt.dk.

Han råder dog ikke kvinder til at gøre Hollywood stjernerne kunsten efter:

- Dengang var barbermaskine det eneste alternativ. I dag kan vi jo fjerne hårene permanent med f.eks lys og laser, siger Jesper Nygart, der har besøg af en del kvinder fra 'årgang Elizabeth Taylor' i sin klinik. Kvinder, der har kæmpet med tabuet, og barbergrejet bag lukkede døre.

- Det er kvinder der har været gift med den samme mand i mange, mange år. Kvinder, der igennem alle årene er stået tidligere op om morgenen, end deres mænd for at barberer sig i ansigtet. De bliver så lykkelige, når de endelig slipper for hemmelighedskræmmeriet.