Nicklas Jensen blev den store helt mod Letland fredag aften i Moskva. Han åbnede kampen med en scoring, der sad så præcist, at dommeren ikke engang nåede at se, at der var mål, og efter den ordinære kamp var endt 2-2, scorede den unge dansker på det afgørende straffeslag.

En fræk detalje, der mindede om det, man har set fra den svenske legende Peter Forsberg, og så var Elvis Merzlikins og resten af det lettiske hold sendt ud af Ice Palace med et 2-3-nederlag.

»Det har virket otte ud af ni gange derovre (i AHL, red.), tror jeg, så jeg tænkte, at det skulle have en chance på den internationale scene. Og det duede, så det var fedt,« siger Nicklas Jensen.

Han og resten af landsholdet havde håbet, at man kunne afgøre kampen i ordinær tid, men en sejr til to point er trods alt bedre end ingenting.

»Det gik lidt for meget frem og tilbage de første 40-50 minutter. Jeg synes, vi tog over til sidst i tredje periode og pressede godt på. Tænker man tilbage, kunne det have været rart med de tre point, og jeg synes også, at vi fortjente det en lille smule mere end dem,« siger Nicklas Jensen, som dog ikke er utilfreds med to point.