Den danske VM-back fik chancen, da Dallas Stars slog Minnesota Wild i overtid

Tirsdag fylder Philip Larsen 21 år, og den tidligere Esbjerg-back tog forskud på festlighederne med NHL-comeback for Dallas Stars på et afbud. Normalt spiller han for farmerholdet Texas Stars i AHL.

Dallas vandt på hjemmebane en overtidssejr på 4-3 over Minnesota Wild, klubbens sjette sejr i træk, og konsoliderede sin andenplads i Western Conference efter Detroit Red Wings.

Philip Larsen spillede 8.42 minutter, over halvdelen af tiden i powerplay. Det var hans anden NHL-kamp i denne sæson, og totalt står han på fire (nul mål og to assists).

Montreal Canadiens med en formstærk Lars Eller slog San Jose Sharks 3-1, mens Ottawa Senators og Peter Regin gik målløs fra isen efter 0-1 (straffeslag) mod Buffalo Sabres. Senators tredie nederlag i træk.