Min rolle som kvinde er ... at være kvinde… på min måde. Ikke som dem, jeg ser i damebladene eller på Instagram. Jeg har jo bestemt så meget i så mange år. Nu vil jeg gerne løsnes fra magten og opleve den magtesløshed, der følger med. Jeg vil gerne være lidt lille. Jeg vil putte mig og være træt. Jeg vil vande blomsterne og feje i gårdhaven. Jeg vil feje for egen dør – det er min dagsorden. Den gør mig ikke svag. Den gør mig stærk. Denne fine balance mellem at eje alt og slippe alt. Det maskuline over for det feminine. Jeg finder fred i denne vekslen og denne anerkendelse af forskellighederne, som jeg oplever går tabt for mange mennesker i disse år. Og mens jeg rører i gryden med den ene hånd, så stifter jeg et selskab med den anden. Bygger en virksomhed. Ansætter nogle mennesker og tager teten til det næste erhvervsmæssige eventyr. Min rolle som kvinde er mangfoldig, og deri ligger velsignelsen.

Jeg nyder, når … kalenderen er helt åben, og jeg kan gå til og fra min computer. Til og fra min have. Til og fra en god idé, et kys, en tanke. En lille lur på sofaen.

Ensomhed er for mig ... den nødvendige ’alenetid’. Jeg kan ikke huske, jeg nogensinde har følt mig ’ensom’. Mit hoved buldrer derudad, så jeg dyrker og nyder min tid helt alene. Jeg troede på et tidspunkt, at jeg aldrig skulle finde en mand igen, for jeg har det så godt alene, men nu har jeg så fundet én, der har det lidt på samme måde. Så vi er meget ’alene’ sammen. Halve og hele dage uden ord.

Mit indre liv er vigtigere end ... nogen som helst ydre facade. Jeg er hoppet ud af det hjul og ind i en anden fordybelse. Halleluja!

Jeg ærgrede mig gul og ... blå ja… da jeg havde solgt mit hus i Gentofte, og jeg savner det stadig, men jeg ved med min fornuft også, at det var en nødvendig retning at vælge, og af erfaring har alle mine ærgrelser været blandt det mest berigende. Det er her, jeg er på skolebænken.

Det gode liv er for mig ... dage med ingenting! Det er den største luksus. Det første år af mit liv sammen med min mand, Kim, var intet mindre end et lille eventyr. Vi blev bare i sengen. Havde jo begge besluttet os for at slippe alt, hvad vi stod med, og bare være ’modsat’. Vi blev liggende, hentede lidt kaffe, gik en tur, spiste lidt mad og tændte bål i haven. Så tog vi en lille lur igen. I dag har vi begge to fået travlt med nye og spændende projekter, men slet ikke i samme gear som før. Vi har stadigvæk dage og timer i løbet af en dag blot til at snakke og gå en tur. Få en kop kaffe. Gøre noget impulsivt. ’Ingenting’ og ’tid’ er blevet en gave.

Det tog mig lang tid at indse, at jeg ... ikke behøvede alt det, jeg troede, at jeg behøvede, og jeg er stadig lidt på afvænning. Lykken er IKKE en ny taske eller et par nye sko. Endnu en flaske champagne og endnu en dims til dit skab. Det er fastfood og har intet med de virkelige værdier at gøre. Jeg VIL ikke længere være en del af det hamsterhjul af et vækstorgie, der slider mennesker ihjel og avler endnu mere grådighed. Det er så patetisk. Jeg glædes over de ting, jeg køber, og giver mig tid til at nyde dem. Værdsætter, at jeg har muligheden. Som juleaften da man var barn. Den smid-ud-kultur, vi står midt i, koster på så mange andre fronter. Vi mister os selv og vores værdier.

Jeg oplevede noget overnaturligt, nemlig ... jeg mødte Gud engang. Han kom til mig, da jeg havde allermest brug for det. Han kommer stadigvæk, når jeg beder om det, men mere som en kraftig energi og en tro på, at det hele nok skal løse sig. Bønnen er en del af mine daglige ritualer, og i store træk har jeg altid fået det, jeg har bedt om. Jeg er meget sikker i min sag, når jeg taler om det ’guddommelige’, for jeg har set og oplevet det meget klart.

Man er stresset, når man ... handler hurtigt uden at have sin sjæl med, og det har været en del af mit liv i mange år. Mest en selvskabt plage og udelukkende fordi, jeg hele tiden har villet lidt mere, gøre det lidt bedre og ikke har kunnet slippe de tanker, der fyldte i mig. Når dét sker for ofte og intenst i for lang tid … så mister man sig selv, overhører kroppens signaler og ender med at have sjælen halsende efter kroppen. Det skaber sorg, smerte og uro. Det føder angst. Derfor oplever vi også i disse år så mange mennesker, der lever med netop angst og smerte. Tingene giver ikke længere mening, og de kan ikke mærke sig selv, for intet af det der burde ’være’, ’er’. Og det er svært at samle det splittede, når man aldrig får sat sit hoved på kroppen.

Jeg ville ønske, nogen havde fortalt mig, at ... jeg ikke havde behøvet at skynde mig. At jeg ikke havde behøvet at udrette noget hele tiden. At der også skal være plads til at nyde, men cirkuskarrusellen kørte, og det gik stærkere og stærkere, og jeg så, hvordan en masse mennesker blev smidt af, men jeg blev selv hængende. Jeg begræder ikke dette valg, for det har bidraget med en hel masse læring, men det udsyn, jeg har nu, ville jeg gerne have haft dengang. Måske havde jeg trukket vejret lidt dybere, sat mig på giraffens ryg og nydt turen lidt mere.

Det svider virkelig, når andre ... helt bevidst går til angreb på mennesker, udelukkende fordi de repræsenterer en anden holdning. Vi lever i et samfund, der er styret af frygt, og jeg oplever hadefulde grupperinger, der i udtryk og formuleringer nærmest minder om det, verden var vidne til i Tyskland i slutningen af 30erne. Man hænger hinanden ud i gabestok på de sociale medier. Alt er tilladt. Vi burde skamme os og begynde med at kigge lidt ind i egen baghave, før vi har så travlt med, hvad der foregår i andres. Spille på egen banehalvdel. Jeg nægter simpelthen at følge eller ’like’ et hvilket som helst ’svineri’. Fremfor at kaste os over andre burde vi bruge lidt krudt på at formulere eget regelsæt, egne meninger, egen kamp. Hold k…! Hvor ville det være stærkt. Den slags mennesker har jeg den største beundring for.

En ting, der er meget overvurderet, er ... penge! Penge giver frihed og mulighed for at udføre en række handlinger, man ellers ikke kan, hvis pungen er tom. Men rigdom har også en bagside, og ofte er ’besiddelser’ = lidelser. Man slipper aldrig helt fri, og man kan risikere at vægte og prioritere alle de forpligtelser, der følger med, fremfor at næres af det, der i virkeligheden betyder noget: At elske ham eller hende, man har … mens man har dem. At se sine børn og værdsætte, at man fik dem. Det kræver disciplin, styrke og ansvar at være velhavende og magtfuld. Og der følger ofte en stor angst med for at miste alt det, man har erhvervet. Det er forbundet med et statustab. Jeg har desværre gennem årene mødt en række yderst usympatiske velhavere. Det er skamfuldt og pinligt, tænker jeg, ikke at forvalte sine goder med storsind. Hvad var det, Simon Spies sagde engang: Hvis man ikke kan betale skat i Danmark, er man ikke RIGTIG rig. Det kan jeg godt lide … det handler også om ansvar.

Hvis jeg kunne begynde helt forfra, ville jeg ... det gider jeg ikke. Jeg har det fint med, hvor jeg er, og hvad jeg er blevet. Alt sammen som et resultat af det, jeg har gjort. Jeg omfavner mine fortrydelser.

Lad dig ikke rive med af mennesker i jordhøjde .... Man kan aldrig være ven med alle, og ingen skal acceptere, at andre mennesker dumper deres affald i forhaven. Indimellem må man luge ud for at kunne vande det, der er virkelig væsentligt. Jeg har ikke plads til mennesker, der bagtaler, sviner andre til og udelukkende sidder med fingeren i egen navle. Der er så mange andre fantastiske venskaber og alliancer med sprudlende og livsglade og generøse begavelser. Dem vil jeg meget hellere sige JA TAK til!

Som menneske har vi selv ansvaret for ... alle mennesker har et ’eget’ ansvar for eget liv. Hvis vi sidder og venter på, at andre skal komme med løsningen til os. Løsningen eller lykken … så tager vi fejl. Vi kan have brug for hjælp på vores vandring. Vi kan række hånden ud og takke ja til hjælp. Det er smukt. Men vi kan ikke folde vores liv ud via andre, vi må selv forlade puppen og sætte af. Mærke suset og føle det løft og den kraft, der følger med. Mange af os skal øve os gennem længere tid. Frygten er en magtfuld størrelse, men det er muligt, og jeg ser det ske … hele tiden.