I 50 år holdt Lale Sokolov sin frygtelige fortid i dødslejren skjult, men uden den havde han aldrig mødt kvinden, der blev hans livs store kærlighed.
34902. Det nummer mejslet ind i hans hjerte, var på én og samme tid synonymt med hans livs største kærlighed, smerte og skyld.
For Lale Sokolov var tatovør i den berygtede dødslejr Auschwitz. Og nummeret var dét, som nazisterne tvang ham til at tatovere ind i en spinkel pigearm.
»Men hun tatoverede det i mit hjerte,« siger Lale Sokolov ifølge bbc.com i bogen ‘Tatovøren fra Auschwitz’, som netop er udgivet i England og fortæller den både grusomme og rørende historie om et liv med skyld og skam, men også om en kærlighed, som selv ikke krigens gru kunne slå skår i.
Lale Sokolov kom til verden i 1916 af jødiske forældre i Tjekkoslovakiet og var 26 år gammel, da nazisterne i 1942 invaderede hans hjemby.
I et forsøg på at overleve, redde sit og familiens liv, meldte den unge, ugifte Lale sig til manuelt arbejde og blev sendt til den frygtede udryddelseslejr i Polen, der for millioner af jøder blev endestationen.
32407 blev hans nummer.
Efter få måneder i lejren - hvor han lærte at holde lav profil - blev han dog ramt af tyfus, og tilfældet ville, at dén mand, der havde tatoveret ham, tog sig af ham og gjorde ham til sin assistent.
Men en dag var tatovøren forsvundet. Og Lale Sokolov blev ‘forfremmet’.
Selv om han i forhold til de øvrige fanger levede et langt mere priviligeret liv, var stor taknemmelighed over stadig at være i live det første, han følte hver morgen, når han slog øjnene op.
Inden længe havde han dog langt mere at være taknemmelig over, for i sommeren 1942 blev en ung pige placeret foran ham sammen med en seddel. ‘34902’ stod der. Midt i al elendigheden og umenneskeligheden omkring ham smeltede hans hjerte, mens nålen satte sit ydmygende spor i hendes spinkle arm.
Fra da af var hun reduceret til et nummer. Nummer 34902. Men for Lale Sokolov var hun Gita. Og han var forelsket.
Med hjælp fra den personlige vagt, som tatovøren havde tilknyttet i lejren, lykkedes det parret at smugle små breve frem og tilbage, og lejlighedsvis at mødes i hemmelighed. Lale Sokolow var fyldt med håb og drømme og gjorde, hvad han kunne for at indgyde det samme i hende.
»Hun troede aldrig på, at hun havde en fremtid. Men han opgav aldrig,« skriver bogens forfatter ifølge bbc.com.
Men en dag i starten af 1945 var hun væk.
Konturerne af et nederlag tegnede sig i nazisternes horisont, de begyndte gradvist at tømme koncentrationslejrene. Kort efter blev Lale Sokolov overført til en anden lejr, som det under de sidste kamphandlinger mellem tyskerne og russerne lykkedes ham at flygte fra. Og takket være juveler stjålet fra nazisterne, lykkedes det ham også at vende sikkert hjem til Tjekkoslovakiet.
Det fyldte ham med glæde, at hans søster var i live. Men det var Gita, han ville finde.
Med en hestevogn søgte Lale Sokolov mod hovedstaden i håbet om, at byen var på hendes rute. I flere uger holdt han vagt ved stationen. Uden held.
En ansat foreslog, at han forsøgte byens Røde Kors-center, han satte hestevognen i gang. Og en kvinde trådte ud foran ham.
Det var Gita. Fange nummer 34902.
De levede faktisk lykkeligt til deres dages ende. Men i 50 år kendte kun Gita til sin mands største hemmelighed. Kendte hans skam og hans smerte over at have været nazisternes håndlanger.
Det var hende, han skærmede ved at holde på den. Skærmede hende mod den fordømmelse, han frygtede at blive mødt med. Først da hun døde i 2003, turde han lette sit hjerte til forfatter Helen Morris, som står bag bogen.
Lale Sokolov døde i 2006. Og først nu kan historien om hans skyld og store kærlighed fortælles.
‘The Tatooist of Auschwitz’ er netop udgivet på det engelske forlag Zafrre Books, og udkommer i foreløbig 19 lande. Det er endnu uvist, om den kommer på dansk.
