Ulrik Wilbek kalder Algeriets forsvar et af VM's bedste, men René Toft Hansen har opskriften til, hvordan afrikanernes defensiv nedbrydes.

Onsdag aften skal VM’s fjerde sejr i hus for Danmark. Lykkes det som ventet at besejre Algeriet, er Danmark sikker på at få mindst to point med over i mellemrunden.

Algeriet har overrasket ved VM ved at besejre Rumænien i en bemærkelsesværdig målfattig kamp: 15-14. Landstræner Ulrik Wilbek roser afrikanernes forsvar højt, men deres angreb er ikke meget at råbe hurra for.

Algeriet dækker ultra-offensivt op, men stregspiller René Toft Hansen har et bud på, hvordan Danmark skal knække Algeriets forsvar og sikre sig den vigtige sejr.

- Nøglen er bevægelse, bevægelse, bevægelse. Vi skal løbe for hinanden og løbe en masse på kryds, så de måske tæller forkert. Og så skal vi stå godt i forsvaret, så vi kan løbe en masse kontraer, for det er svært for dem at nå hjem og organisere sig rigtigt i så offensivt et forsvar, siger René Toft Hansen.

Danmark har vist sig i stand til at score mange mål ved VM. Indtil nu er det blevet til 47 mod Australien, 39 mod Rumænien og 35 mod Serbien.

- Kan vi stå godt i forsvaret, bør vi også kunne tromle Algeriet over, siger stregspilleren.

I hvert fald har sejren på otte mål over Serbien givet godt med selvtillid i den danske trup.

- Vi fightede hårdt mod Serbien og bakkede hinanden godt op. Det giver selvtillid at vide, at forsvaret fungerer, siger René Toft Hansen.

Kampen mod Algeriet begynder kl. 20.15 i Malmø Arena.