En sikker sejr efter en rigtig god halvleg.

Det mandlige danske håndboldlandshold vinder 34-29 over Spanien i Golden League.

Landstræner Nikolaj Jakobsen var tilfreds - særligt med første halvleg.

»Der var mange fine præstationer. Det var god træning,« siger han til TV 2.

Foto: Stian Lysberg Solum/NTB/Ritzau Scanpix
Vis mere

Danskerne var en klasse bedre end bronzevinderne fra VM i januar i første halvleg. Holdet demonstrerede igen, at det er meget andet og mere end Landin, Hansen, Gidsel og Lauge.

Når folk som Aaron Mensing og Emil Madsen blev sendt i spil, gled de ret problemfrit ind i angrebssystemerne, der i lange perioder fungerede tæt på perfekt.

Madsen imponerede især som sikker kombinationsspiller, mens GOG-kollega Mensing gav flere prøver på sin voldsomme skudkraft fra lang afstand.

En på ny storspillende Emil Nielsen satte en fed streg under sit EM-kandidatur med 30 forrygende minutter mellem målstængerne.

Barcelona-keeperen var denne gang blevet sat på banen fra start i en kamp mod en stribe klubkammerater hjemme fra Catalonien, og den danske keeper kvitterede med en hel stribe redninger.

Det virkede næsten overlegent, da han midt halvlegen snuppede to spanske straffekast inden for et minut. I en halvleg, hvor forsvarsspillet var af svingende kvalitet, var han hovedårsagen til, at den spanske målhøst blev holdt nede på beskedne 12.

Danmark gik til pause foran med syv mål, og Niklas Landin kom på mål fra anden halvlegs start.

Stjernemålmanden havde slet ikke samme effekt som sin yngre kollega, og spanierne fik hakket noget af det danske forspring.

I den anden ende af banen fortsatte danskerne dog med at skabe chancer med største selvfølgelighed. Offensivt havde Lukas Jørgensen en stor dag på stregen med ni scoringer.

Da der midtvejs i halvlegen var en smule knas i den ellers velsmurte angrebsmaskine, kom Mathias Gidsel og Rasmus Lauge ind og sørgede for stabilitet, og Danmarks 10. sejr i de seneste 11 kampe mod spanierne kom aldrig i fare.

Danskerne slutter Golden League-opgaverne med en kamp mod Holland søndag.