KOMMENTAR

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>VM-drømmene for det danske landshold har det fint. Meget endda. Men vi kender stadig ikke på nogen måde holdets fulde potentiale. For her - mere end en uge inde i VM - har vi stadig til gode at se det danske hold målt op mod rendyrket kvalitet. Den oplevelse har alle de andre favoritter (Frankrig, Kroatien og Spanien) haft, og dét havde været godt for danskerne at have haft den oplevelse med bare én gang inden de knockout-kampe, som nu er i gang.

Sådan skulle det ikke være. Og Tunesien, der blev besejret 30-23 søndag aften, havde ikke klassen til at presse danskerne ud i en af den slags sidsteøjebliksafgørelser, som også er med til at modne et hold.

Mest modnet blev vi i kampens første minutter, hvor vi vel lige nåede at blive nervøse, da vi så et dansk hold komme bagud med 0-3. Fik man ikke lige et kort OL-minde om 1/8-finalen mod Sverige, som også bare skulle vindes, men hvor danskerne aldrig fandt et ordentligt spændingsniveau? Jo, man gjorde, og man tænkte da et lille åh nej, da Kasper Søndergaard og Rasmus Lauge gentog deres fejl flere gange i en dårlig, dårlig dansk åbning på kampen.

Men ud af denne elendighed voksede minsandten og af alle ting: et dansk forsvar, for Ulrik Wilbek valgte efter bare 10 minutter at smide Kasper Nielsen på banen og dermed gå på kompromis med det oprindelige ønske om ikke at skulle skifte to spillere mellem forsvar og angreb hos danskerne.

Det var en god beslutning, for Kasper Nielsen var fremragende. Rundt om ham blev det danske forsvar mere kompakt, mere aggressivt og meget stærke i dets bevægelser frem i de tunesiske spillere, der søgte ind over midten. Det var godt at se, og det var godt at se, at manden, der oprindeligt havde taget Kasper Nielsens plads i truppen, Henrik Møllgaard, stadig være et stærkt aktiv både som back i forsvaret og skarp og modig skytte i den danske kontrafase.

Se, dét - og en Niklas Landin på absolut topniveau - skabte det trygge udgangspunktet for, at danskerne også kunne finde deres ben angrebsmæssigt. Den stærke defensiv gav en hidtil uset ro og dejlig mangel på tju-bang over det danske hold. Og det klædte det. Det blev Bo Spellerberg, der langsomt rejste det danske angreb, da Rasmus Lauge med en frygtelig start på kampen havde bænket sig selv fra den opgave. Det blev Spellerbergs klart bedste kamp i turneringen.

Så overlegene viste danskerne sig at være over for en flok tunesere, der udmærkede sig mere med kedelige antydninger af håndboldvold end håndboldkundskaber, at anden halvleg blev så komfortabel en størrelse, at Ulrik Wilbek kunne tillade sig at køre sit rotationsprincip igennem på de danske fløje, og at sejren trods en lidt sløj afslutning aldrig var i fare.

Herfra kan vi så begynde at forberede en dansk kvartfinale mod Polen eller Ungarn - det bliver danskernes syvende kamp i turneringen, og det er - som nævnt indledningsvis ret utroligt, at holdet endnu ikke har været presset ud i en af den slags sekundafgørelser, som er så sunde at prøve. Vi kan selvfølgelig også bare tage det som et udtryk for, at den danske klasse er høj, for det er den. Og jeg tror, den er høj nok til, at kvartfinalen også bliver løst uden den store ballade.

Med 1/8-finalerne i fuld gang er det også værd at konstatere, at det nye VM-koncept, hvor man har droppet mellemrunderne, dårligt kan siges at være bestået. De sidste puljekampe var i visse tilfælde nærmest farceagtige. Det er noget rod, når det ikke kan svare sig at vinde det hele. Det er noget rod, at Danmark dybest set havde været lykkeligere på Ruslands position i de afgørende kampe. Og det er noget rod, at Kroatien, der har været den nok allerstørste oplevelse i årets VM, nu bliver belønnet for et fremragende gruppespil ved at have udsigt til en VM-kvartfinale mod Frankrig. Det er synd for de kommende semifinaler, at der ikke bliver plads til begge de to hold.

Min karakterbog til det danske hold søndag aften:

Niklas Landin: 12

Jannick Green: 7

Mads Mensah Larsen: 4

Casper U. Mortensen: 4

Anders Eggert: 7

Nikolaj Markussen: 10

Rasmus Lauge: 02

Bo Spellerberg: 10

Lasse Svan Hansen: 4

Hans Lindberg: 7

René Toft Hansen: 7

Henrik Møllgaard: 12

Kasper Søndergaard: 4

Henrik Toft Hansen: 7

Mikkel Hansen: 10

Kasper Nielsen: 12

Ulrik Wilbek: 10

Benjamin Munk Lund er nyhedschef på sporten.dk og blogger om VM i herrehåndbold på sporten.dk og i Berlingske.