Anders Hansen med helt fremme i kampen om sejren i Dubai Desert Classic. Før søndagens finalerunde ligger han på en delt førsteplads foran spillere som Tiger Woods og Sergio Garcia.

Anders Hansen spillede en flot tredje runde i Dubai Desert Classic. Danskeren gik lørdagens runde i et slag under banens par og overnatter på turneringens førsteplads med sine otte slag under par inden søndagens afgørende runde.

Også nordireren Rory McIlroy og sydafrikaneren Thomas Aiken ligger på førstepladsen.

Før dagens runde lå danskeren på en delt femteplads med blandt andre Tiger Woods. De var fire slag efter McIlroy. Men nordirerens spil lørdag har ikke fungeret som i starten af turneringen, og med tre slag over banens par har han budt Anders Hansen ind i varmen.

Syv spillere - deriblandt Tiger Woods og Sergio Garcia - ligger på en delt fjerdeplads ét slag efter de tre i spidsen.

Kan Hansen holde sammen på sit spil søndag, er chancerne gode for samlet sejr i den prestigefyldte turnering, som Thomas Bjørn vandt i 2001.

Mange havde ellers regnet med, at det skulle være Thomas Bjørn, der skulle bringe ære over de rød/hvide-golffarver i Dubai Desert Classic, efter han vandt Qatar Masters i sidste uge, men Bjørn missede cuttet og er ikke med i weekendens finalerunder.

Også Mark Flindt Hastrup spiller med i finalerunderne. Han ligger efter dagens runde nummer 61, to slag over banens par

Anders Hansen går søndag runden sammen med Thomas Aiken. De starter klokken 9.40 dansk tid.