Danske Kevin Magnussen sluttede fredagens træning på en samlet 9. plads. Undervejs kostede en lille fejl ham en tur i græsset.
Så kom Formel 1-feltet og den 21-årige danske debutant endelig på asfalt ved årets første grand prix i Melbourne. Det skete i forbindelse med fredagens to frie træninger tidlig morgen dansk tid.
Her viste Kevin Magnussen, at han hører til i feltets bedste halvdel, hvor danskeren sluttede de to træninger som henholdsvis nummer otte og ni i sin McLaren.
Det er første gang, Kevin Magnussen kører på banen i Albert Park, og derfor har han stadig lidt at indhente i forhold til konkurrenterne. Blandt andet var Kevin Magnussen en overgang lidt for ivrig på gassen i et sving, hvilket sendte hans McLaren ud over kantstenen og videre ud på det tilstødende græs i høj fart. Kevin Magnussen havde dog kontrol over situationen og fik guidet sin racer ind på banen igen.
Kevin Magnussens bedste tid over begge træninger lød på 1.31.031, og det rakte til en 9. plads i den sidste session. Danskeren fortalte undervejs til sine ingeniører over radioen, at han kæmpede med at sætte en god og fejlfri omgang sammen, og at han behøvede mere tid på banen for at forbedre sig.
Det får den 21-årige debutant lejlighed til lørdag morgen, hvor han før kvalifikationen klokken 7 dansk tid, har endnu en fri træning at øve sig i.
Helt som ventet var de to Mercedes-kørere Lewis Hamilton og Nico Rosberg hurtigst, og de ligner umiddelbart klare favoritter til at tage sejren i årets første løb.
På tredjepladsen fulgte Ferraris Fernando Alonso, mens Sebastian Vettel meget overraskende havde fundet både fart og stabilitet i sin Red Bull-racer, efter vinterens testkørsler bød på utallige problemer for den sejrs-vante tysker.
Selvom Kevin Magnussen ikke blandede sig i toppen af tidstavlen, så var træningerne alligevel en positiv oplevelse for McLaren. Teamkammeraten Jenson Button var således femte hurtigst i fredagens sidste træning, og det tyder på, at der igen er masser af fart i bilen.
Her er top ti fra fredagens sidste træning i Australien:
1. Lewis Hamilton (Mercedes) 1.29.625 2. Nico Rosberg (Mercedes) 0.157 3. Fernando Alonso (Ferrari) 0.507 4. Sebastian Vettel (Red Bull) 0.756 5. Jenson Button (McLaren) 0.885 6. Daniel Ricciardo (Red Bull) 0.913 7. Kimi Raikkonen (Ferrari) 1.273 8. Valtteri Bottas (Williams) 1.295 9. Kevin Magnussen (McLaren) 1.406 10. Nico Hulkenberg (Force India) 1.429