Kampen om Formel 1-VM 2021 mellem Lewis Hamilton og Max Verstappen er nu så tilspidset, at de to team, Mercedes og Red Bull-Honda, er begyndt at mistænke hinanden for at omgå reglementet.

Der er endnu ikke nedlagt officielle protester, og derfor er formodningen i Formel 1-paddocken i Losail, hvor Qatars første grandprix afvikles i weekenden, at både Mercedes og Red Bull-Honda er gået helt ud til kanten af reglementets gråzoner – men næppe over.

Formel 1 har ellers en broget forhistorie med snyd og svindel.

I 1982 havde Ferrari bygget en så voldsom turbo-V6-motor, at det var svært at overføre de mange hestekræfter til asfalten. Bagvingen måtte maksimalt være 110 cm bred, og det var ikke nok til at skabe det nødvendige vejgreb.

De røde Ferrari-biler stillede op i USAs Grand Prix West 1982 med 'dobbelte' bagvinger, der efterfølgende blev kendt ulovlige.
De røde Ferrari-biler stillede op i USAs Grand Prix West 1982 med 'dobbelte' bagvinger, der efterfølgende blev kendt ulovlige. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Derfor mødte teamet op til gadeløbet i Long Beach (USA) med et speciel bagvinge-design i hele bilens bredde – cirka to meter. Vingen bestod af to elementer, der hver for sig ikke var over 110 cm brede, og som Ferrari fremhævede: I reglementet stod der jo ikke noget om antallet af vinger. Dommerne mente dog, at Ferrari havde været lige (u) lovlig kreative i deres fortolkning, og diskvalificerede teamet.

Et par år senere havde det lille Tyrrell-team et problem. Man havde ikke råd til de dyre turbomotorer, alle andre teams benyttede. Tyrrell fortsatte med deres Ford-sugemotorer, der havde betydeligt færre hestekræfter end konkurrenternes turbomotorer. Til gengæld var Ford-motorer meget lettere, men den fordel kunne Tyrrell ikke udnytte, for bilernes minimumsvægt var tilpasset turbomotorerne.

Men Tyrrell-ingeniørerne fandt en løsning, der betød, at teamets biler kunne køre hovedparten at løbene langt under minimumsvægten: Mod slutningen gennemførte man et hurtigt pitstop, hvor der i specielle vandtanke blev pumpet omkring 10 liter vand (= 10 kilo) ind i bilen.

Officielt skulle vandet køle motorerne, men da det blev afsløret, at der sammen med vandet kom omkring 60 kilo blyhagl ind i bilen, blev det klart hvad Tyrrell havde gang i: Teamets biler havde indtil pitstoppet været 70 kg under minimumsvægten.

Tyrrell-teamet (her med Stefan Bellof foran Martin Brundle) blev diskvalificeret, da det i 1984 blev afsløret, at bilerne under pitstop blev pumpet fulde af blyhagl for at bestå kontrolvejningen.
Tyrrell-teamet (her med Stefan Bellof foran Martin Brundle) blev diskvalificeret, da det i 1984 blev afsløret, at bilerne under pitstop blev pumpet fulde af blyhagl for at bestå kontrolvejningen. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Takket være vand og blyhagl bestod Tyrrell-bilerne kontrolvejningen efter løbet, men da snyderiet blev afsløret, blev teamet diskvalificeret for hele sæsonen.

Tyrrell blev senere til BAR-teamet, der i 2005 blev taget i et lignende fupnummer. Teamets biler havde en ekstra, ’hemmelig’ tank, og på den måde kunne man omgå reglerne for minimumsvægt. Den kontrolleres ved at bilens tank drænes, men ved stadig at have benzin i den ’hemmelige’ tank, kunne BAR-bilerne bestå kontrolvejningen, men stadig være lettere end tilladt, når indholdet i ekstratanken var forbrændt.

Da den ’hemmelige’ tank blev afsløret, fik BAR-teamet karantæne i Spaniens og Monacos grandprixer.

I 1994 vandt Michael Schumacher sin første VM-titel i en Benetton-Ford, som mange mente kørte med et ulovligt system, der forhindrede hjulspin (’traktions-kontrol’). FIAs kontrollører fandt faktisk en traktions-kontrolfunktion, da man tjekkede Benettons software, men unionen kunne ikke bevise, at det rent faktisk var blevet brugt.

Max Verstappens far (t.h.) blev forbrændt i ansigtet, da hans Benetton under Tysklands Grand Prix 1984 blev omdannet til et kæmpe benzinbål.
Max Verstappens far (t.h.) blev forbrændt i ansigtet, da hans Benetton under Tysklands Grand Prix 1984 blev omdannet til et kæmpe benzinbål. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Benetton havde også modificeret det tankanlæg, der blev brugt til at tanke bilerne under løbene. Ved ulovligt at fjerne et filter kunne man gennemføre tankstoppet hurtigere end konkurrenterne, men teamet blev afsløret, da den bil Schumachers teamkammerat Jos Verstappen (far til Max) kørte blev omdannet til et kæmpe benzinbål under Tysklands Grand Prix.

Verstappen senior slap med afsvedne øjenbryn og overfladiske brandsår, og Benetton slap for straf, da det angiveligt var en juniormekaniker, der på eget initiativ havde fjernet filteret.