Fronterne er trukket skarpt op i 'krigen' mellem Lewis Hamilton/Mercedes og Max Verstappen/Red Bull-Honda, og alle våben kommer i brug.

Andenkørerne i det to team er derfor pludselig kommet i fokus.

Red Bull har længe ledt efter en solid løjtnant til Verstappens titeloffensiv. Pierre Gasly og Alex Albon er på skift blevet afprøvet, men ingen af dem var hurtige nok til at udgøre en effektiv backup for hollænderen VM-drømme.

Til denne sæson har Red Bull derfor hyret den erfarne Sergio Perez til pladsen ved siden af Verstappen.

Lewis Hamilton (tv.) med sin andenkører, Valtteri Bottas. Finnen virker hverken hurtig eller motiveret nok til at kunne hjælpe englænderen i VM-duellen med Max Verstappen.
Lewis Hamilton (tv.) med sin andenkører, Valtteri Bottas. Finnen virker hverken hurtig eller motiveret nok til at kunne hjælpe englænderen i VM-duellen med Max Verstappen. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Men heller ikke han er hurtig nok til at tage point fra Hamilton – inden søndagens tyrkiske grandprix på Istanbul Park-banen ligger mexicaneren på femtepladsen i VM med blot 120 point – Hamilton og Verstappen på første- og andenpladsen har henholdsvis 246,5 og 244,5 point.

Hos Mercedes kan Valtteri Bottas heller ikke for alvor hjælpe Hamilton, og finnen ligger på tredjepladsen i VM med 151 point. Samtidig er finnen ikke så loyal som tidligere.

For en måned siden annoncerede Mercedes, at unge George Russell fra næste sæson overtager Bottas' plads ved siden af Hamilton. Det betyder, at Bottas ikke længere har noget at miste i forhold til Mercedes, og det blev for alvor tydeligt i det seneste grandprix i Rusland.

Her skulle Verstappen på grund af et motorskift starte bagest. For at hæmme hollænderens fremdrift i feltet sendte Mercedes-ledelsen – med det man kaldte et 'strategisk motorskift' – Bottas ned i tredjesidste række.

Her var finnen optimalt placeret i forhold til at blokere for Verstappen, når hollænderen skulle kæmpe sig op gennem feltet. Man da Verstappen efter bare fem omgange kom op bag Bottas, fik han masser af plads – finnen gjorde ikke nævneværdig modstand og var derfor medvirkende til, at Verstappen trods sin dårlige startposition kom i mål på andenpladsen.

Tidligere har andenkørere direkte afgjort VM. I 1964 kom Graham Hill (BRM) til VM-finalen i Mexico med fem points forspring til John Surtees (Ferrari) og yderligere fire point ned til Jim Clark (Lotus) på tredjepladsen.

Det lignede en nærmest umulig opgave for Surtees, men så trådte hans andenkører, Lorenzo Bandini, i aktion. Først kørte han ind i Hill, så BRM-køreren røg af banen og beskadigede sin bil så meget, at han kun kunne humpe i mål som nummer 11.

Inden sidste omgang lå Bandini og Surtees på henholdsvis anden- og tredjepladsen, og hvis den stilling holdt til mål, ville Hill stadig blive verdensmester. Men italieneren sænkede tempoet, så Surtees kom op på andenpladsen – præcis nok til at sikre ham VM-titlen.

Ferraris andenkører' Lorenzo Bandini' sørgede effektivt for' at John Surtees blev verdensmester i 1964.
Ferraris andenkører' Lorenzo Bandini' sørgede effektivt for' at John Surtees blev verdensmester i 1964. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Ferrari lavede et lignende stunt i 2007.

Her havde Kimi Räikkönen inden finalen på teamkammerat Felipe Massas hjemmebane i Brasilien kun outsiderchancer for at blive verdensmester. I den samlede stilling lå McLaren-kørerne Lewis Hamilton og Fernando Alonso langt foran finnen, men de fik begge problemer i løbet, hvor Massa førte fra pole position.

Men den loyale brasilianer opgav drømmen om en hjemmebanesejr og overlod føringen til Räikkönen, der med sejren sikrede sig VM-titlen – et point foran både Hamilton og Alonso.

Så afgørende roller får andenkørerne næppe i år: Bottas og Perez er kort sagt for langsomme – og i Bottas' tilfælde også for umotiveret – til at blande sig i kampen mellem Hamilton og Verstappen.