Ved du, hvad du betaler for at være kunde i din bank?

Hvis ikke er du langt fra den eneste.

Langt de fleste danskere aner nemlig ikke, hvad de betaler deres bank, skriver Finans.

Og det er der en ret god årsag til.

Ann Lehmann Erichsen, som er selvstændig forbrugerøkonom og tidligere igennem en årrække har været forbrugerøkonom for Nordea, fortæller til Finans, at det er lykkedes for bankerne at gøre det meget svært at gennemskue, hvad gebyrniveauet er.

»Skønt danskerne hader gebyrer, er de tilsyneladende meget lidt følsomme overfor de stigende bankgebyrer. Min påstand er, at det skyldes, at de ikke aner, hvad de betaler,« fortæller hun og fortsætter:

»Samtidig kan vi nemlig se, at de negative renter har fået langt mere opmærksomhed hos kunderne. Så danskerne er altså følsomme overfor udgifter, de kan se.«

Det bliver helt tydeligt i en ny YouGov undersøgelse, som den digitale bank Lunar har fået lavet. I undersøgelsen svarer blot 34 procent, at de ved, hvad de betaler for at være kunde i banken.

Når det kommer til den helt basale indlånskonto med betalingskort og netbank svarer godt hver femte, at den er gratis. Men det er ikke tilfældet.

I de fleste større banker er prisen 500-600 kroner om året.

Den digitale bank Lunar er en af de nyeste danske banker, og selvom de blandt andet har slået sig op på lave gebyrer, oplever de ikke, det er noget, danskerne har fokus på.

De oplever, at der er mange kunder, som tror, at de ikke betaler noget som helst i deres bank, hvorimod de kan se, at negative renter gør en kæmpe forskel for kunderne. Hvis banken trækker dig 900 kroner i negative renter, er det tydeligt at se, hvilket ikke er tilfældet ved gebyrer, siger bankdirektør i Lunar, Anders Harlev, til Finans.

Han mener, at større krav om større gennemsigtighed og sammenlignelighed af bankgebyrer vil gøre en stor forskel for konkurrencen.