Du kender sikkert den skønne følelse af at gå i seng og vide, at du kan sove lidt længere end din bedre halvdel. Blot for så alligevel at vågne af hans eller hendes larmende vækkeur næste morgen...

Men den irriterende oplevelse kan nu være fortid. I hvert fald mener opfindervirksomheden Lucera Labs at have opfundet et vækkeur, der kan vække sovende i en dobbeltseng én ad gangen. Det skriver Daily Mail.

LÆS OGSÅ:

Vækkeuret, der kaldes Wakē, sættes op på væggen over sengen og indstilles ved ved hjælp af en app på smartphones. Når det er tid til, at den ene skal op, identificerer Wakē ud fra kropsvarme, hvor vedkommende ligger i sengen, og begynder så målrettet at belyse dennes ansigt med blidt, simuleret sollys fra en LED-pære.

Specielle højtalere bruger samtidig bølger af ultralyd til at skabe en »smal og målrettet tone, som en laser af lyd«, som kun rammer den ene, imens den anden ugeneret kan sove videre.

Vender du dig blot om for at sove videre, vil Wakē også skifte position og fortsætte vækningen. Når du står op, slukker Wakē automatisk - men du kan også altid udsætte vækningen eller slukke den via appen.

LÆS OGSÅ:

Lucera Labs forsøger lige nu at crowdfunde 100.000 dollars (cirka 688.000 kr) via hjemmesiden Kickstarter.com, således at vækkeuret kan sættes i produktion. Den kan forudbestilles for 250 dollars samme sted (cirka 1.700 kr) og forventes at kunne leveres til september.

Så hvis man ellers husker at indstille korrekt i appen, hvilken side af sengen man sover i, bør det snart kunne være slut med at blive vækket før tid af kærestens irriterende vækkeur.

Sådan virker Wake.
Sådan virker Wake.
Vis mere