Det er ikke mere end få uger siden, verden første gang hørte om corona-varianten omikron, men alligevel er den nu godt på vej til at udvikle sig i en retning, hvor det kan blive den dominerende variant.

Storbritannien er et godt eksempel. Her har udviklingen været dramatisk de seneste døgn.

Ifølge data fra den britiske regering, som flere engelske medier har set, har omikron eksempelvis vundet så voldsomt frem i London, at det allerede nu er hvert tredje nye tilfælde af coronasmitte i den engelske hovedstad, som er omikron-varianten.

Det skriver Daily Mail og Mirror.

Fredag lød det fra Michael Gove, som er minister i den konservative regering, at situationen er ‘udfordrende og dybt bekymrende’.

Han forklarede, at antallet af omikron-smittede lige nu fordobles hver anden dag i England og måske endnu hurtigere i Skotland.

Det går så stærkt, at beregninger fra London School of Hygiene and Tropical Medicine viser, at omikron kan ende med at koste mellem 25.000 og 75.000 briter livet de kommende fem måneder og skabe rekordhøje indlæggelsestal.

Ikke fordi omikron nødvendigvis er mere farlig end tidligere varianter – men fordi langt flere bliver smittet med den.

Omikron-udviklingen er bekymrende, siger Michael Gove
Omikron-udviklingen er bekymrende, siger Michael Gove Foto: DANIEL LEAL
Vis mere

Professor Eleanor Riley fra Edingburgh University har råbt vagt i gevær.

»Omikron spreder sig så hurtigt, at, med mindre du lever som eneboer, så kommer du højst sandsynligt i kontakt med den inden for de næste uger,« sagde hun fredag til BBC 4, i følge Daily Mail:

»Jeg tror ikke, at nogen kan sige, at den variant får de ikke. Situationen har ændret sig.«

Hun forklarer, hvad den store udfordring er:

»Der er en masse spørgsmål omkring den her variant: ‘Er den mildere?’. Det er meget farligt at bruge data fra Sydafrika til at vurdere forhold i Storbritannien,« siger hun:

»Selv hvis den er mildere, og det betyder, at færre ender på hospitalet, så vil det faktum, at langt flere bliver smittet med den, betyde, at vi får rigtig mange indlæggelser.«

Den britiske regering vurderer nu, om der skal endnu flere restriktioner til på grund af omnikron-varianten.

Fredag eftermiddag var i alt 1.280 danskere smittet med omikron-varianten.

Et tal, som fik Statens Serum Institut til at sige, at smitten omikron breder sig ‘bekymrende hurtigt lige nu’.