Brune dråber, belægninger og fastbrændte produktrester.
Rengøringen har åbenbart trange kår hos Burger Shack i Trøjborg Centret i Aarhus.
Burgerrestauranten fik i juni en indskærpelse for rengøring – det samme som en advarsel.
Forholdet var imidlertid ikke bragt i orden, da Fødevarestyrelse vendte retur 12. juli for at tjekke op på rengøringen.
I restaurantens grillområde var der brune dråber på emfang, og der blev fundet fastbrændte brunlige produktrester i frituren, fremgår det af kontrolrapporten.
Fødevarestyrelsen konstaterede også otte andre tilfælde af dårlig rengøring. Du kan læse dem alle i faktaboksen nedenfor.
Fødevarestyrelsen vurderede, at de konstaterede forhold ikke var opstået på kontroldagen og dermed ikke stammede fra dagens fødevareproduktion.
Burger Shack-restauranten havde da heller ingen bemærkninger og endte med at indkassere en sur smiley og bøde på 5.000 kroner.
Burgerdirektør tager bødestraf alvorligt
Christian Tønnesen, administrerende direktør i Burger Shack, skriver i en mail til B.T.:
»Jeg tager naturligvis altid Fødevarestyrelsens domme meget alvorligt, lige meget om de er positive eller negative, og vi gør alt, hvad vi kan, for at spille efter reglerne.«
Christian Tønnesen forklarer, at restauranten efterfølgende har ændret sine procedurer for at imødegå de kritikpunkter, som Fødevarestyrelsen havde efter deres besøg.
»Vi ser frem til at de kigger forbi snart, så vi igen kan printe en glad smiley ud,« lyder det fra burgerdirektøren.
Kæde med blakket fortid
Burger Shack har seks restauranter fordelt på landets fire største byer: København, Aarhus, Odense og Aalborg.
Tilbage i 2020 røg kæden ud i et kæmpe stormvejr, da Fødevarestyrelsen afslørede massive hygiejneproblemer og lovbrud i flere restauranter. Det resulterede i store udskiftninger på ledelsesfronten.
I 2021 blev Burger Shack opkøbt af restaurantkoncernen DiningSix, der har forsøgt at rebrande kæden og rette op på smileyhistorikken for at genvinde kundernes tillid.
Burgerkæden nåede dog kun at være en del af restaurantkoncernen i 2,5 år.
I begyndelsen af juli i år blev kæden overdraget til selskabets administrerende direktør Christian Tønnesen.
B.T.s gennemgang af kædens nuværende samlede smileyhistorik viser, at to af Burger Shacks i alt seks restauranter har fået anmærkninger for overtrædelser af fødevarelovgivningen. Det drejer sig om begge restauranter i Aarhus.
Burger Shack har også tidligere haft restauranter i Horsens, Kolding og ved Vejle. Disse lukkede kæden dog tidligere på året for i stedet at satse på de større byer.