2020 er formentlig ikke et år, som burgerkæden Burger Shack vil se glædeligt tilbage på.

Ikke nok med at coronapandemien hærgede, så udviklede året sig til et sandt mareridt med den ene skandale efter den anden.

Men nu er der foretaget udskiftninger. Burger Shack har fået restaurantkoncernen DiningSix som nye ejere, og nu skal burgerkæden brandes på ny. Men det bliver svært, indrømmer den nye ejer Morten Pedersen over for Politiken.

Han påpeger, at de har en masse, som skal bevises over for danskerne.

»Folk kender jo Burger Shack af gode og dårlige årsager, men skandalerne gør, at vi allerede har fået en masse omtale. Jeg kan godt mærke, at skeptikernes øjne hviler på os, og de folk, der kommer i restauranterne, leder også efter hullerne i osten så at sige.«

Burger Shack var i sidste år særdeles omtalt. I april 2020 blev kæden kåret til landets bedste.

Men kort tid efter begyndte skeletterne at dukke op.

I sommer fik Burger Shack i Odense to sure smileyer af Fødevarekontrollen. Råt kød stod fremme i fire timer og for gamle råvarer, blev der slået ned på.

Og i en omfattende razzia mod kæden i juli blev der fundet flere problemer og tilmed lovbrud, mens Fødevarestyrelsen kvitterede med yderligere tre sure smileyer i august.

De mange skandaler fik den daværende direktør til at træde tilbage, og DiningSix med Morten Pedersen i spidsen kom til.

5. februar stod 10 restauranter så klar til at genåbne med arbejdshandskerne på, skrev migogaarhus.

Det vedrører blandt andet markedsføring og kampagner – og selvfølgelig velsmagende burgere.

En af kampagnerne handler om, at folk, som tidligere har haft dårlige oplevelser med Burger Shack, bliver inviteret tilbage i håbet om at vende det til en positiv oplevelse.

Desuden har alle lagre og restauranter fået en grundig hovedrengøring inden genåbning.

Burger Shack er en landsdækkende kæde og har restauranter i Aarhus, København, Odense, Aalborg, Horsens, Randers, Kolding, Silkeborg og Vejle.