Ikke en, men to gange på kun tre dage har Burger Shack fået en sur smiley af Fødevarekontrollen.
Det var i begge tilfælde lemfældig håndtering af fødevarer, der gav restauranten i Vintapperstræde i centrum af Odense den laveste vurdering, man kan få af kontrolmyndigheden, skriver Fyens Stiftstidende.
Første gang de fik besøg var den 30. juni, hvorefter de 2. juli fik besøg af Fødevarerejseholdet. Begge kvitterede med en sur smiley.
Ved første besøg fandt man blandt andet 115 kilo rå og færdigformede hakkebøffer, der havde stået udenfor i over fire timer, på trods af at det skal opbevares ved to grader. I en af kasserne havde bøfferne en temperatur på 16 grader.
Den 2. juli fandt man 2,5 kilo kylling med sidste anvendelsesdato den 18. juni. Nogen havde skrevet på pakken, at de var lagt i fryseren den 25. juni, og at den var taget ud igen 29. juni.
Desuden fandt man flere pakker kylling, der var taget op den 29. juni, men havde sidste anvendelse den 25. juni.
»Når kød bliver frosset, holder det længere. Vi får desværre en sur smiley, fordi vi i den konkrete sag ikke har mærket vores varer rigtigt. Ikke fordi maden ikke er i orden, eller fordi fødevaresikkerheden er i fare,« svarer Christoffer No Kjærholm, der er direktør i Burger Shack-kæden, da Fyens Stiftstidende spørger ham, hvorfor de har gammel kød i fryseren.
30. juni gav Fødevarestyrelsen kæden en bøde på 10.000 kroner, og 2. juli fik de en bøde på 20.000 kroner.