Lørdag holdt Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen (V), landsmødetale. Kærligheden for den fælles blå front, der blev dyrket under valgkampen, blev her udskiftet med hentydninger om en dysfunktionel blok.

»Vi kan ikke styre efter ultimative krav og den laveste fællesnævner blandt de blå partier. Det er min klare overbevisning, at Venstre i højere grad skal stå i egen ret,« sagde Ellemann blandt andet under sin tale.

Den udmelding har skabt hovedrysten hos den resterende ‘blå familie’, mener B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen.

»De forstår ikke rigtig Ellemanns argumenter om splid i blå blok. De mener derimod, at splittelsen er hos Mette Frederiksen og de andre røde partier.«

»Derfor synes de, at billedet, Ellemann tegner, om, at der skulle være dysfunktionelt i blå blok, ikke er til at kende. Især set i lyset af, at man lige har ført en valgkamp sammen,« siger Joachim B. Olsen.

Under valgkampen var der ellers harmoni mellem de borgerlige partier, der stod side om side under pressemøderne, spiste fællesmiddage og lavede kampagnevideoer sammen med et budskab om, at Danmark har brug for en ny regering – med en anden ved magten end Mette Frederiksen.

Men på valgaftenen endte Mette Frederiksen som bekendt med at stå med de afgørende mandater, og den ‘blå familie’ måtte se sig slået – medmindre de var åbne for en regering over midten.

Og med Ellemans landsmødetale lørdag blev det for alvor tydeligt, at en regering over midten med Venstre som deltager, ikke er så usandsynlig som før spået.

»Men hvis Ellemann og Venstre går i regeringen med Mette Frederiksen og Socialdemokratiet, bliver det svært at vende tilbage.«

»Det er lidt som en general, der har stået og sagt ‘kom venner, vi skal den her vej’ – og så løber den anden vej mod dem, man lige har bekæmpet sammen, så snart problemerne opstår,« siger Joachim B. Olsen.

Siden Jakob Ellemann-Jensens landsmødetale har der været stilhed på den borgerlige fløj.

Det skriver TV 2 Nyheder, der har forsøgt at få alle partierne i tale – men uden held.

»De vil ikke udtale sig, fordi det ikke er givet endnu, at det ender med en SV-regering – og derfor er de lidt tilbageholdende. Men hvis Ellemann går i regering, skal de nok åbne munden,« afslutter Joachim B. Olsen.