Ældre borgere skal have lov til at fravælge en hjemmehjælper, der bærer muslimsk tørklæde.
Sådan lød et af budskaberne, da de seks blå partier i tirsdags holdt pressemøde om flere frie valg i blandet andet hjemmeplejen.
Et klart »nej tak« til muslimske tørklæder, som Venstres Jakob Ellemann-Jensen og Liberal Alliances Alex Vanopslagh efterfølgende har trukket i land, men som Dansk Folkeparti stadig er klar fortaler for.
Men hvor mange ældre afviser egentlig hjemmehjælpere, der bærer tørklæde?
B.T. har spurgt alle landets kommuner, hvor mange der har oplevet, at ældre har frabedt sig eller afvist en hjemmehjælper, fordi vedkommende bærer tørklæde.
Ud af de 48 kommuner, der er vendt tilbage, svarer 33 kommuner, det vil sige knap 69 procent, at det på intet tidspunkt er noget, de har oplevet.
»Vi har aldrig oplevet det,« lyder den gentagne ordformulering fra blandt andet Vesthimmerlands Kommune, Frederiksberg Kommune og Faaborg-Midtfyn Kommune til B.T.
De resterende 15 kommuner oplyser, at der er tale om »meget få tilfælde«, hvor ældre borgere har frabedt sig en hjemmehjælper, der bærer muslimsk tørklæde.
Kommunerne oplyser, at de tilfælde, hvor en ældre borger frabeder sig en hjemmehjælper, der bærer tørklæde, er problemet hurtigt blevet løst ved, at borgeren er blevet tildelt en ny hjælper.
Flere kommuner fremhæver også, at når først den ældre borger har opbygget en relation til hjemmehjælperen, så er det muslimske tørklæde ikke et problem.
Det betyder dog ikke, at problemet er løst, lyder det fra Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt.
»Jeg hæfter mig ved, at der i næsten en tredjedel af kommunerne har været episoder, hvor ældre borgere har følt sig utrygge og frabedt sig en hjemmehjælper med tørklæde,« siger han til B.T. og fortsætter:
»Hvis man er nået dertil i livet, hvor man skal have hjælp til blandt andet at vaske sig, skal vi tage hensyn til den ældres behov. Alle ældre skal kunne føle sig trygge.«
Kan du heller ikke få nok af valgkampen? Så følg med i B.T.s liveblog, hvor du minut for minut kan blive opdateret på seneste nyt om det kommende folketingsvalg.