Der er fundet salmonella bakterier i hakket kød, der er solgt i flere af landets supermarkeder.
Varen er solgt i Kvickly, Super Brugsen, Dagli Brugsen og Fakta butikkerne over hele landet, skriver Fødevarestyrelsen.
Bakterierne er fundet i produkterne hakket svin/kalv 10-14 %, hakket svin 10-14 % og i hakket svin 8-12 %.
Ifølge Fødevarestyrelsen har varen passeret udløbsdatoerne 5. og 6. juni, men der kan være forbrugere, der har frosset varen ned.
Fødevarestyrelsen råder disse forbrugere til at levere varen tilbage til butikken, hvor den er købt, eller at kassere den.
Risikoen ved salmonella er, at hvis kødet mod forventning ikke varmebehandles eller gennemsteges, kan der opstå salmonella infektion.
Symptomerne ved salmonella er blandt andet diarré, kvalme, mavesmerter, feber og opkast.