Det var kun den seneste af en lang række dumheder, da Liverpools uruguayanske problembarn Luis Suarez satte tænderne i armen på Chelseas Branislav Ivanovic. Sporten.dk giver dig her en Top 10 over Suarez' dumheder.

Nikkede dommer en skalle

Allerede som 15-årig viste Luis Suarez, at han har svært ved at styre sit temperament. Et år tidligere var han blevet tilknyttet klubben Nacional de Montevideo og i en kamp gik det galt, da han var uenig med dommeren. Han stormede over til opmanden og nikkede ham en skalle, så næsen brækkede og blodet strømmede ned over ansigtet. Den unge Suarez stod til at blive smidt ud af klubben, men det lykkedes ham at forblive ved at love bod og bedring.

Slås med holdkammerat i pausen


Luis Suarez kom til Ajax fra den hollandske klub Groningen i sommeren 2007. Allerede samme efterår fik han en bøde efter et slagsmål i pausen af en kamp mod Feyenoord med holdkammeraten Albert Luque. Begge spillere blev skiftet ud og fik bøder efter sammenstødet.

Reddede mål på stregen med hånden i VM-kvartfinale

Luis Suarez blev en helt i hjemlandet, da han i det sidste minut af VM-kvartfinalen mod Ghana i 2010 på målstregen stak hånden i vejret og reddede et skudforsøg, der ellers ville være gået i mål. Suarez blev selvfølgelig smidt ud, men Asamoah Gyan brændte det efterfølgende straffespark, mens 'forbryderen' fejrede misseren på sidelinjen. Efterfølgende gik Uruguay videre til semifinalen efter forlænget spilletid og straffespark, mens Suarez betegnede sin usportslige handling som 'VMs bedste redning'.

Første bid på banen

I november 2010 viste Suarez for første gang tænder på banen. I en kamp mod PSV Eindhoven blev han efter et rødt kort til holdkammeraten Rasmus Lindgren så irriteret på midtbanespilleren Otman Bakkal, at han satte tænderne i skulderen på ham. Det udløste en karantæne på 7 spilledage, og Suarez fik også en stor bøde af Ajax.

Suarez smider sig i England

Luis Suarez skiftede i januar 2011 til Liverpool, men han havde ikke helt  forstået, at i England er det mangel på fair play og særdeles kontroversielt, når man smider sig på banen. I en ellers ren tackling med Evertons Jack Rodwell i en kamp i september 2011 kastede Suarez sig så lidende og overbevisende i græsset, så dommeren valgte at give Rodwell direkte rødt. Efterfølgende blev sagen undersøgt, og Rodwell blev frikendt og slap for karantæne.

Patrice Evra er en 'negrito'

I Uruguay er det åbenbart et kælenavn, når man kalder nogen en 'en lille neger'. Det var i hvert fald den forklaring, som Luis Suarez kom med, da han fortalte, hvorfor han under en kamp i oktober 2011 havde kaldt Manchester Uniteds franske back Patrice Evra 'negrito'. Evra mente selv, at han var blevet kaldt 'nigger', og han var ikke begejstret. Det endte med en racisme-sag mod Suarez, otte spilledages karantæne

Fuck jer, Fulham-fans

I december 2011 var racisme-sagen ved at blive behandlet, og derfor kunne Suarez stadig spille for Liverpool. I udekampen mod Fulham, som Liverpool tabte 0-1, tabte uruguayaneren også hovedet og viste Fulhams fans sin strittende langefinger, mens han var på vej ud af banen. Han var tilsyneladende utilfreds med, at de kaldte ham 'snyder', efter at dommer Kevin Friend havde afvist et straffespark til Suarez, som havde smidt sig i feltet. Fuck-fingeren kostede ham yderligere en spilledags karantæne.

Vil ikke give hånden til Evra

Efter at have afsonet karantæne for 'negrito'-episoden var Luis Suarez tilbage på banen, da Liverpool og Manchester United mødtes igen i februar 2012. Men ved den traditionelle giv-hinanden-hånden holdene imellem inden kick-off, viste han igen sin mangel på forståelse for fair play. Således trak han hånden til sig, da Patrice Evra stak labben frem for at ønske Suarez god kamp.

Hånede Everton-manager

Ethvert lokalopgør mellem Liverpool og Everton er et drama i sig selv, men Luis Suarez gjorde, hvad han kunne for at komme ekstra brænde på bålet, da de to hold mødtes i oktober 2012. Efter 14 minutter bragte han Liverpool foran 1-0, selvom det blev noteret som et Leighton Baines-selvmål, og det fejrede han med at løbe ud og kaste sig på maven lige foran Evertons manager. David Moyes havde inden opgøret nemlig sagt, at 'det er spillere som Suarez, der smider sig, som ødelægger fansenes begejstring for spillet'. Suarez scorede en gang til for Liverpool, men kampen endte 2-2.

Mansfield skubbet ud af FA Cuppen med hånden

I januar 2013 mødte Liverpool i FA Cuppen den lille klub Mansfield, der til daglig spiller uden for divisionerne. Liverpool var foran 1-0, da Suarez i 59. minut valgte at bruge sin højre hånd til at tage bolden med sig uden om målmanden efter at have brændt et skud. Derefter var det nemt for ham at score til 2-0. Alle Mansfield-spillerne protesterede til dommeren, men målet blev anerkendt. Ifølge Manfields keeper sagde Liverpool-spilleren Stewart Downing, at han ikke forstod, hvordan dommeren kunne overse det.

Uddelte kæberasler i landskamp

En måned inden han satte tænderne i armen på Chelseas Branislav Ivanovic, var Suarez ved at koge over på banen. I en landskamp mod Chile blev han ved et hjørnespark dækket op tæt op af chileneren Gonzalo Jara, og det brød han sig ikke om. Suarez svarede igen på opdækningen med et knyttet næve i ansigtet på sin chilenske oppasser. Dommeren så det ikke, men FIFA undersøger sagen, som kan munde ud i en landskampskarantæne til den boksende Suarez. Kampen endte i øvrigt med en Chile-sejr 2-0, og Uruguay har lige nu udsigt til at misse VM i Brasilien næste år.