Fodboldnorge er i chok onsdag aften.

Der udspillede sig dramatiske scener i overtiden, da Rosenborg tog imod Frederikstad i den bedste norske række. 

Men det var alt andet end fodbolden, der blev talt om efter kampen, der af TV 2 Norges fodboldekspert, Jesper Mathisen, bliver beskrevet som »en skandale.«

Rosenborgs anfører, Ole Selnæs, fik nemlig en glasflaske i hovedet, der blev kylet afsted fra tilskuerrækkerne.

Ifølge NRK reagerer Rosenborgs træner nu:

»Det er et komplet helvede, for at sige det mildt. Det er forkasteligt og hører ikke hjemme på et fodboldstadion,« siger Rosenborgs træner, Alfred Johansson, til mediet. 

Også anføreren, der fik glasflasken i hovedet, er uforstående overfor, hvordan det kan lade sig gøre, og han forventer nu, at gerningsmanden bliver straffet:

»Det er langt over stregen, det burde ikke ske. Jeg forventer, at der vil være konsekvenser. Jeg forventer, at der vil være karantæner og folk, der ikke får lov til at komme til kampe i fremtiden,« siger Ole Selnæs, der samtidig fortæller, at han aldrig er blevet ramt af noget før.

Hændelsen skete, efter Rosenborg i slutningen af kampen scorede til 2-0. Her vendte anføreren, der fik glasset i hovedet, sig ud mod Frederikstads tilskuere, mens han stak tungen ud.