Det, der igennem længere tid har været svirrende rygter, blev onsdag eftermiddag bekræftet. FC Nordsjælland har solgt deres 22-årige offensive profil Uffe Bech til Hannover 96 i den tyske Bundesliga.

»Uffe skrev en lang kontrakt, hvor planen var, at han skulle etablere sig som en profil i Alka Superligaen, og det har han gjort via flot arbejde fra ham selv, trænerne og hans holdkammeratter. Hannover er samtidig kommet med et meget attraktivt tilbud, og derfor har vi valgt at sælge Uffe Bech, så han kan få drømmen om Bundesligaen opfyldt.« siger FC Nordsjællands bestyrelsesformand Allan K. Pedersen til klubbens hjemmeside.

Uffe Bech har skrevet under på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2019, og den danske U21-landsholdsspiller ser frem til at spille i den bedste tyske liga.

»Jeg ser virkelig frem til udfordringen ved at spille i Bundesligaen og glæder mig til at lære mine nye holdkammerater at kende. Med Leon Andreasen har jeg jo allerede en landsmand. Jeg ankommer top-motiveret til Hannover,« siger Uffe Bech til Hannover 96s hjemmeside.

Hannover 96's sportsdirektør Dirk Dufner er da også yderst tilfreds med at have fået tilføjet noget dansk dynamit til offensiven.

»Uffe Bech er en meget begavet offensiv spiller med masser af fart. Med en række imponerende præstioner i løbet af de seneste måneder, har han gjort sig bemærket hos flere klubber. Så vi er glade for, at han selv så sin fremtid i Hannover,« lyder det fra Dirk Dufner.

Uffe Bech får nummer 17 i sin tyske klub. Han nåede at spille 44 kampe og score 14 mål i sin tid i FC Nordsjælland.