En storm i et glas vand.

Sådan beskriver Glen Riddersholm de seneste dage, hvor han har været hovedperson i en meget omtalt trænerrokade i den belgiske topklub Genk.

Her er den danske træner gået fra at være assistenttræner til cheftræner og tilbage igen på bare et døgns tid – og spekulationer om skuffelse hos Riddersholm over situationen har floreret.

»Alle mennesker skrev pludselig tillykke til mig og en masse ting, da nyheden kom ud, som jeg pludselig skulle forholde mig til. Det er den velkendte storm i et glas vand,« siger Riddersholm til B.T. og fortæller videre om sin oplevelse af de vilde dage, hvor han blev annonceret som midlertidig afløser for Genks fyrede træner, John van den Brom, mandag eftermiddag.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Sandheden er, at jeg stod for træningen af førsteholdet om tirsdagen, og at dialogen med ledelsen hele vejen har handlet om, at jeg har fået en god start i Genk, og jeg bare skulle fortsætte med de andre assistenttrænere med at stå for træningen, indtil der var ansat en ny cheftræner,« siger Riddersholm.

Og der gik ikke lang tid, før John van den Broms afløser var fundet.

Kun en enkelt træning for de tidligere belgiske mestre nåede Riddersholm at stå for, inden klubledelsen havde den nye permanente træner på plads i form af tyske Bernd Storck, som blev meldt ud onsdag.

Men den udvikling og lyn-ansættelsen af den ledige tyske træner er bestemt ikke noget, der fylder negativt for ham – tværtimod, understreger Riddersholm.

»Jeg har lagt mærke til, at der har været utrolig mange spekulationer om, at jeg måske skulle være skuffet over ikke at overtage cheftrænerposten alligevel og det ene og det andet. Det passer ikke. Det, der er blevet sagt af ledelsen, er det, der er sket. Det har aldrig været planen, at jeg skulle overtage cheftræner-posten, som præsidenten også har udtalt.«

»Nu er der en ny cheftræner, og ham bakker jeg op om, så han kan blive en succes i Genk. Jeg er glad for, at de ansatte ham så hurtigt. Det er godt lavet af ledelsen, for vi vil gerne have fokus ned på banen frem for på alle de her spekulationer om trænersituationen,« siger Riddersholm.

Den tidligere guldtræner med FC Midtjylland blev ansat som assistenttræner hos Genk i starten af november midt i en sæson, som indtil nu har været skuffende for den ambitiøse klub.

»Man ved, at når man siger ja til et job som assistenttræner, så er der en mekanisme, hvor der kan skiftes ud på cheftrænerposten. Jeg er kommet til Genk for at være assistenttræner for at præge udviklingen og kulturen. Det er en langsigtet opgave, som jeg er superglad for. Jeg er glad for mit liv i Belgien, og klubben er alt det, jeg havde håbet på og drømt om,« siger Glen Riddersholm, som fortæller, at han har haft en hektisk, men spændende start på livet som træner i udlandet.

»Jeg er superglad. Jeg har haft rigtig travlt. Vi har haft kamp hver tredje dag, så der bliver ikke sovet mange timer, samtidig skal jeg have et hjem op at stå. Jeg har ikke engang et sygesikringsbevis, det har jeg ikke nået at få. Der er simpelthen så mange ting at få styr på. Lige nu har jeg besøg af familien for første gang, min kone og mine to voksne børn. Og så flytter min kone herned fast til januar. Det er dejligt at have dem hernede,« lyder det fra den 49-årige og efterhånden ganske erfarne træner.

Andre læser også