En fransk avis skal betale 2,2 millioner i erstatning til Real Madrid, for at have forbundet dopinglægen Eufemiano Fuentes med Real Madrid.

Avisen Le Monde skrev i december 2006, at den havde set håndskrevne notater fra den berygtede dopinglæge, som handlede om forberedende planer i Real Madrid og Barcelona. Den kobling mellem Real Madrid og Eufemiano Fuentes ville klubben ikke have hængende på sig, da klubben står fast på, at den ikke har foretaget sig noget ulovligt med den dømte dopinglæge.

Klubben hev derfor den franske avis i retten, og den sag er der endelig kommet en afgørelse på. Avisen skal betale, hvad der svarer til 2,2 millioner kr, samt omkring 100.000 kr til Barcelona, som også var blevet nævnt i artiklen i 2006.

Sagens lange forløb skyldes, at Le Monde havde taget sagen til højesteret.

Eufemiano Fuentes blev sidste år dømt i en af historiens største dopingsager. Fuentes, som blev opdaget i Operacion Puerto i 2006, har for længst indrømmet, at han dopede en lang række sportsfolk fra mange forskellige sportsgrene. Men da det ikke var ulovligt Spanien dengang, blev han i stedet for fældet for at have bragt menneskers liv i fare, da hans dopingprogrammer var sundhedsskadelige. Det drejede sig primært om bloddoping.

Fuentes vil ikke afsløre, hvem han har behandlet med doping, men han siger, at han har behandlet folk indenfor en lang række sportsgrene, selvom det primært er cykelsporten, som har stået for skud.

Sidste år blev Real Madrid igen forbundet med Eufemiano Fuentes, da Fuentes offentligt proklamerede, at Real Madrid skylder ham penge. Det skulle senere vise sig, at det ikke handlede om betaling for dopingbehandling, men om udgifter i forbindelse med Real Madrids retssag mod Le Monde. Fuentes mente, at han skulle have dækket sine udgifter i forbindelse med, at han skulle vidne i søgsmålet.

Skaden var dog sket for Real Madrid, som nok engang blev forbundet med en mand, som ingen i sportsverdenen ønsker af blive associeret med.

I forbindelse med Operacion Puerto, som fik sin afslutning sidste år, blev det besluttet, at omkring 200 beslaglagte blodposer ikke skal gives videre til antidoping-myndighederne. Det bliver derfor ikke muligt at undersøge blodposerne for at få sat navn på, hvem Fuentes har haft som klienter.

Det er allerede kendt, at den spanske klub Real Sociedad havde tilknyttet Eufemiano Fuentes, men rygter om, at Real Madrid og Barcelona også har været kunder, er ikke blevet hverken bekræftet eller bevist.