Det kræver mere end middelmådigt talent og en far i trænersædet at komme på holdet i kongeklubben.

Real Madrids træner, Zinedine Zidane, må sige farvel til sin ældste søn, Enzo Zidane, der tager turen nordpå fra Real Madrid til La Liga-konkurrenten Deportivo Alavés. Det oplyser sidstnævnte på sin Twitter og hjemmeside.

Den baskiske klub, der som oprykker endte på en flot niendeplads i den netop overståede sæson, har tilknyttet den 22-årige midtbanespiller på en tre-årig kontrakt.

Enzo Zidane har ligesom sine tre brødre fået sin fodboldopvækst i Real Madrids ungdomsafdeling. Han har været i periferien på førsteholdet, som på halvandet år med hans far som træner haft stor succes med to Champions League-titler og en La Liga-titel. Men når dem, man skal slå af, hedder Toni Kroos, Luka Modric, James Rodríguez, Isco og Marco Asensio, er det selvsagt svært at få meget spilletid.

I efteråret 2016 skiftede Zinedine Zidane sin søn Enzo Zidane ind i en Copa del Rey-kamp mod Leonesa.
I efteråret 2016 skiftede Zinedine Zidane sin søn Enzo Zidane ind i en Copa del Rey-kamp mod Leonesa. Foto: JUANJO MARTIN
Vis mere

I stedet har han primært spillet for kongeklubbens andethold, Real Madrid Castilla, hvor han i den seneste sæson lavede fem mål og fem assists i 32 kampe. For førsteholdet fik Enzo Zidane en enkelt kamp i Copa del Rey, hvor det endda blev til et mål.

Foruden Enzo har Zinedine Zidane tre andre sønner; Luca på 19 år, Theo på 15 år og Elyaz på 11 år. Alle er en del af Real Madrids fodboldakademi.

Zinedine Zidane (tv.) fejrede Champions League-triumfen med sin kone, Veronique, og tre af deres fire sønner - Elyaz, Theo og Luca.
Zinedine Zidane (tv.) fejrede Champions League-triumfen med sin kone, Veronique, og tre af deres fire sønner - Elyaz, Theo og Luca. Foto: JAVIER SORIANO
Vis mere