Jakob Poulsen vil gerne til udlandet igen, og det må meget gerne være i Bundesligaen.
Han nåede at spille 63 kampe over to år i hollandske Heerenveen.
Nu er Jakob Poulsen tilbage i AGF og på A-landsholdet. Og den 25-årige forsvarer er ikke i tvivl om, at han gerne vil opleve endnu et udlandseventyr. Og helst i Bundesligaen.
- Jeg vil gerne ud igen på et tidspunkt. Men det kræver også, at man leverer nogle stabile præstationer i ligaen, og det må jeg så blive ved med at gøre. Jeg vil egentlig gerne undgå Holland, jeg vil hellere prøve noget andet, især Bundesligaen kunne være spændende, siger Poulsen til sporten.dk i Athen.
Inden det kommer så vidt venter der sandsynligvis nogle år i SAS Ligaen og på landsholdet, der ofte fungerer som udstillingsvindue til et udlandsophold. Og Jakob Poulsen peger på, at han har udviklet sig enormt, netop fordi han tog til Holland i 2006, og lige nu føler han, at han høster frugterne af de seneste tre års anstrengelser.
- Jeg har fået mere rutine, og jeg har udviklet mig meget teknisk og taktisk i Holland, mens jeg har fået lov til at spille fast i AGF, hvor jeg har fået lov til at vise de ting, jeg kan. Man modnes jo i og med, man bliver ældre. Jeg er blevet bedre til at tage de rigtige beslutninger, og jeg er blevet bedre til at udnytte de kvaliteter, jeg har, mens jeg lader dét være, som jeg ikke er god til.