Den nye Arsenal-målmand Petr Cech fik ikke den debut, han drømte om, da Arsenal blev slået 2-0 af West Ham hjemme på Emirates Stadium. Tjekken så langt fra sikker ud mellem stængerne, og han var impliceret i begge West Hams scoringer.

Petr Cech er af mange Arsenal-fans set som den afgørende brik, der skal gøre holdet til Premier League-mestre for første gang siden 2004. Det er slet ikke utænkeligt, at Cech kan være afgørende, men bedømt på søndagens kamp, er han ikke den store forstærkning, Arsenal havde håbet på.

Først kom han helt skævt ud i feltet efter et frispark fra West Hams Dimitri Payet, hvilket resulterede i, at Cheikhou Kouyate helt ubesværet kunne heade bolden i mål til 1-0. Og ved Mauro Zarates 2-0-scoring så Petr Cech alt for langsom ud, til at kunne stoppe bolden i tide.

Efter debut-nederlaget gik Petr Cech til tasterne og skrev følgende om debuten på Twitter:

»En debut kamp som denne var ikke en del af planen - fejl og ingen point. Men i morgen er en ny dag til at forberede sig til næste kamp.«

Arsenal skal forsøge at komme på pointtavlen, når de næste søndag møder Crystal Palace på udebane. Og her vil Petr Cech uden tvivl forsøge at lukke munden på sine kritikere.