OBs nyeste skud på stammen, Bernard Mendy, er en løbestærk franskmand. Tidligere klubkammerat, Per Frandsen, kalder ham en maskine.
Man kan håbe for OB, at deres nyindkøbte spiller har holdt sig i form siden sommeren 2010, hvor han har været klubløs. Bernard Mendys helt store force er nemlig hurtigheden og de lange løb på kanterne.
Ifølge Per Frandsen, som spillede sammen med Bernard Mendy i Bolton har OB gjort et rigtig godt ved at hente den 29-årige franske forstærkning.
- Han er lynhurtig. I Bolton spillede han back, og jeg kan huske, at han løb op og ned ad kanten. Han er i virkeligheden en solid maskine selvom, han er ved at være oppe i alderen, siger Frandsen.
Bernard Mendy kan allerede komme i aktion for OB i dag, når de tager imod FC Vestsjælland i en træningskamp.