Det er ikke dårligt at være i toppen af poppen i Brøndby.
Lønningerne til Jesper Jørgensen, administrerende direktør, Troels Bech, tidligere sportsdirektør, og direktør for kommercielle forhold Ole Palmå steg betragteligt fra 2017 til 2018, viser Brøndbys seneste regnskab.
De tre herrers lønninger steg helt konkret fra 5,8 millioner kroner til 8,75 millioner kroner.
Særligt Jesper Jørgensens løn steg. Den voksede fra 1,9 til 3,5 millioner kroner. Desuden startede Ole Palmå i klubben 1. april 2017, hvilket har bidraget til den samlede lønstigning. Der er i alt betalt 3,3 millioner kroner i bonusser til direktionen, står det videre.
Årsagen skal hovedsageligt findes i en såkaldt incitamentsordning, som er en bonusordning, som direktørerne altså har forhandlet sig frem til. Hvad direktørerne skulle opnå for at få udbetalt bonusser, melder regnskabet ikke noget om.
Regnskabet, som blev præsenteret onsdag, viste ligeledes, at Brøndby opjusterer sine ambitioner kraftigt.
Brøndby skal nemlig til sommer sælge spillere for 44 millioner kroner.
Det fremgår af den nye version af Brøndbys såkaldte strategi 6.4..
Derudover skal klubben slutte i top-3 i den igangværende sæson. Før regnskabet lød kravet på top-6.
Brøndby ligger for øjeblikket på en femteplads med to point op til OB på tredjepladsen.
Det er to af kravene i den årsrapport, Brøndby onsdag morgen præsenterede. Her kunne klubben samtidig præsentere et overskud på lidt over 10 millioner kroner.
I regnskabet oplyses det i øvrigt ikke, om Brøndby har betalt en fratrædelse til Alexander Zorniger, som for nylig blev fyret. Det vil formentlig vise sig i næste års regnskab.