Der var fight og masser af intensitet men ingen mål, da Barcelona og Atlético Madrid tørnede sammen.

Der var dømt ægte topopgør i den spanske La Liga lørdag aften, da nummer et og to, Barcelona og Atlético Madrid, mødte hinanden på Vicente Caldéron i en kamp, der kan vise sig at blive yderst vigtig for, hvor mesterskabet havner, når sæsonen er omme.

Kampen startede i et hæsblæsende tempo, hvor det var hjemmeholdet fra Atlético Madrid, der svingede taktstokken og kom frem til enkelte chancer blandt andet et skud fra den farlige angriber Diego Costa.

Tilskuere og fodboldelskere måtte kigge langt efter de to verdensstjerner Lionel Messi og Neymar, som Barcelona-træner ’Tata’ Martino havde valgt at placere på bænken fra kampens start, og der blev de i hele første halvleg.

Efter næsten en halv times spil var Diego Costa på spil igen og tæt på at bringe Atlético foran. Et hjørnespark blev forlænget af Miranda, og på bagerste stolpe var Costa tæt på at kunne sende bolden i nettet, men han nåede lige akkurat ikke frem til den.

Spillet bølgede meget frem og tilbage og Barcelona havde svært ved at få den velkendte pasningsmaskine til at fungere i Atlético Madrids hårde og kontante spil.

Fra anden halvlegs start blev den argentinske troldmand Lionel Messi sendt på banen i stedet for Andrés Iniesta i håb om, at han kunne tilføre Barcelona lidt magi.

Det var dog ikke mange tryllerier Messi fik vist, selvom Barcelona fik mere overtag og pressede hjemmeholdet tilbage i de sidste 45 minutter. Med næsten 20 minutter igen kom Neymar også på banen for at prøve at hive sejren hjem til Barcelona, men brasilianeren fik heller ikke vist det store i sin tid på banen.

De helt store chancer udeblev, selvom Messi var tæt på sende Barcelona foran med et skud, som Courtois i Atlético-målet dog fik pareret.

I stedet endte det hele, som det startede - uden mål, hvilket måske var oplagt, når det var ligaens bedste forsvar, der tog imod det bedste angreb i rækken.

Den store vinder af opgøret blev Real Madrid, der med det uafgjorte resultat kan rykke tre point tættere på de to førerhold, hvis de vinder deres kamp mod Espanyol søndag.

Barcelona og Atlético Madrid er stadig helt lige i toppen med hver 50 point.