Der skal festes og hygges. Selvfølgelig skal der det.

Det slår Kasper Hjulmand og hans landsholdsspillere fast efter Danmarks sejr over Slovenien, som har sikret dansk deltagelse ved næste sommers EM.

»Vi skal selvfølgelig fejre det. Jeg ved ikke, hvad vi skal. Det er der nogle andre, der har styr på det. Men selvfølgelig skal vi have en mega-god aften og hygge os, og fejre at vi er kommet til en slutrunde,« siger målscorer i 2-1-sejren Joakim Mæhle.

Selvom der venter en kamp på mandag for de topprofessionelle landsholdsspillere, så vil Hjulmand ikke sætte grænser for festlighederne.

»Vi har en træning i morgen, som alle skal til. Jeg vil ikke sætte grænser på, hvor meget de må fejre det. Men helt ærligt, det er vigtigt at tage de aftener. Der er så mange dages slid og aftener med pres. Man skal sørge for at tage de her aftener til sig og hygge og fejre sammen,« siger Hjulmand:

»Det er en af de store aftener i en fodboldkarriere, som man kommer til at huske. Drengene har fortjent at hygge sig. Jeg er ikke politimand, men jeg ved, at de stiller til træning imorgen kl. 13, og så bliver der trænet, og så er vi klar mod Nordirland.«

Landstræneren selv regner med en kort, men tiltrængt fejring med sin stab, som han roser.

»Jeg vil rose staben. Det er en fantastisk gruppe, der står bag holdet, De knokler. Alle gør en stor indsats. Det er en aften, hvor vi kan sænke skuldrene og hygge os. Jeg skal have en stor fadbamse, og så falder jeg i søvn på et eller andet tidspunkt ret hurtigt. Det har været nogle intense dage. Jeg kan mærke, at kroppen slapper af sådan en aften. Det skal man huske at nyde. Der er 99 procent lidelse i det her job,« siger Hjulmand.