AGF's træner Erik Rasmussen mener, at Jakob Poulsens chancer på landsholdet forringes af et skifte til udlandet og forventer derfor, at stjernen bliver i AGF.

 

Onsdag spillede Jakob Poulsen forrygende i landskampen mod Chile, og lørdag var han endnu engang en af sit holds bedste, da AGF slog FC København i Parken. Den slags præstationer gør Jakob Poulsen til et varmt navn i udlandet, men hans træner mener, at et skifte vil forringe midtbanespillerens chancer på landsholdet.

- Jeg tror ikke, det er et tema, at Jakob Poulsen skifter til udlandet lige nu. Som jeg ser det, kan et skifte betyde, at han mister sin landsholdsplads, siger Erik Rasmussen.

Jakob Poulsen, der tidligere har været i hollandske Heerenveen, er også først kommet på landsholdet efter sit skifte til AGF.

- Jakob ved det også godt selv, han har jo prøvet at være i udlandet og få svingende spilletid, der ikke gavner en plads på landsholdet, vurderer træneren.

Hovedpersonen har tidligere fortalt, at han gerne vil til udlandet igen, men lørdag ville han hellere fokusere på sejren over mestrene fra sidste sæson.

- Det er selvfølgelig dejligt med en sejr, men jeg kunne godt mærke landskampen i benene især til sidst. Det går godt for os og mig selv i øjeblikket, og man kan vel godt sige, at jeg er i topform lige nu, sagde Jakob Poulsen efter kampen.

/ritzau/