Tirsdag træder de danske mestre fra FC Midtjylland ind i Champions League-kvalifikationen, og de skal som det eneste danske hold forsøge at kvalificere sig til Europas fineste selskab.

Der er dog fortsat et stykke vej, før det bliver en realitet. Godt nok venter der på papiret nogle lette opgør mod Lincoln fra Gibraltar.

Men hvis FC Midtjylland - med den nye træner Jess Thorup i spidsen - som forventet kvalificerer sig til tredje fase af kvalifikationen, bliver modstanderne af en anden kaliber såsom Celtic, Steaua Bukarest og Dinamo Zagreb.

Til sidst venter en playoff-runde, inden drømmen om et gruppespil i Champions League kan blive en realitet.

Randers FC og Brøndby IF har til gengæld allerede været i aktion i Europa i denne sæson. I første kvalifikationsrunde blev henholdsvis Sant Julia fra Andorra og Juvenes/Dogana fra San Marino slået ud af de to danske hold.

Randers FC skal på torsdag møde svenske Elfsborg, mens Brøndby står over for bulgarske Beroe.

FC København træder ligesom FC Midtjylland også først ind i det europæiske selskab nu. Dog drejer det sig om Europa Leagues anden kvalifikationsrunde sammen med Randers FC og Brøndby IF. Her skal FC København på torsdag møde det walisiske hold Newton.

Ligesom i Champions League-kvalifikationen skal FC København, Randers FC og Brøndby IF også igennem en tredje kvalifikationsrunde og en playoffrunde for at kvalificere sig til gruppespillet i Europa League.

Tirsdag den 14. juli kl. 19.30
FC Midtjylland - Lincoln (Gibraltar)

Torsdag den 16. juli 18.00
Randers FC - Elfsborg (Sverige)

Torsdag den 16. juli 19.00
Beroe (Bulgarien) - Brøndby IF

Torsdag den 16. juli 19.45
FC København - Newton (Wales)