FC Barcelona handler for 20 millioner euro i Valencia og fortsætter dermed oprustningen frem mod den kommende sæson.

Den catalanske storklub har købt Jérémy Mathieu fri af ligarivalerne fra Valencia. Franskmanden har tre landskampe på cvet og får en fireårig kontrakt med FC Barcelona.

Valencia har fået 20 millioner euro - omkring 150 millioner kroner - for den hovedstødsstærke forsvarsspiller, mens frikøbsklausulen bliver på 50 millioner euro - omkring 375 millioner kroner.

Den 30-årige forsvarsspiller har tidligere tørnet ud for Toulouse og Sochaux i den franske liga og kan spille både venstre back og centralt.

FC Barcelona har tidligere på sommeren hentet stærke navne som Ivan Rakitic fra Sevilla og Luis Suarez fra Liverpool.