Nils Nielsen blev født med en ryg, der ikke levnede fodbolddrømmen mange chancer. Men han ville det anderledes og valgte selv sin vej til fodboldens top.

Røde og hvide farver præger Københavns Rådhusplads, mens flere tusinde mennesker står samlet med forventningsfulde øjne rettet mod Rådhuset.

Hundreder af dannebrogsflag svinger frem og tilbage i luften for at fejre kvindelandsholdets sølvmedaljer; den største præstation nogensinde. Pladsen skriger og hujer, idet kvinderne og landstræner Nils Nielsen stiger ud af EM-bussen. Københavns overborgmester Frank Jensen står klar i døråbningen på bussen og giver hver enkelt spiller et kram, mens han smiler.

'Velkommen hjem og tillykke' råber han nærmest.

»At der stod så mange på Rådhuspladsen, som der gjorde, var meget overvældende. Det var en af de få gange, hvor der blev meget stille i bussen, da vi så, hvor mange mennesker, der var på Rådhuspladsen. For mig var det vigtigt, at pigerne oplever, at der virkelig er nogen, som har set dem, at der er nogen, som har fulgt med - det er ikke bare for sjov, når vi siger til dem, at det er en helt ekstraordinær præstation,« fortæller landstræner Nils Nielsen, da BT møder ham....


Nils Nielsen blev født med en ryg, der ikke levnede fodbolddrømmen mange chancer. Men han ville det anderledes og valgte selv sin vej til fodboldens top.

Røde og hvide farver præger Københavns Rådhusplads, mens flere tusinde mennesker står samlet med forventningsfulde øjne rettet mod Rådhuset.

Hundreder af dannebrogsflag svinger frem og tilbage i luften for at fejre kvindelandsholdets sølvmedaljer; den største præstation nogensinde. Pladsen skriger og hujer, idet kvinderne og landstræner Nils Nielsen stiger ud af EM-bussen. Københavns overborgmester Frank Jensen står klar i døråbningen på bussen og giver hver enkelt spiller et kram, mens han smiler.

'Velkommen hjem og tillykke' råber han nærmest.

»At der stod så mange på Rådhuspladsen, som der gjorde, var meget overvældende. Det var en af de få gange, hvor der blev meget stille i bussen, da vi så, hvor mange mennesker, der var på Rådhuspladsen. For mig var det vigtigt, at pigerne oplever, at der virkelig er nogen, som har set dem, at der er nogen, som har fulgt med - det er ikke bare for sjov, når vi siger til dem, at det er en helt ekstraordinær præstation,« fortæller landstræner Nils Nielsen, da BT møder ham tre dage efter den store fejring.

Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Nils Nielsen kommer fra meget mere stille omgivelser end en proppet rådhusplads, og fra fødslen var der intet, der tydede på, at han en dag ville komme til at vinde en fodboldkamp - og slet ikke et helt europamesterskab.

Historien om Nils Nielsen er historien om en dreng, der blev født med en misdannelse, men som insisterede på at trodse skæbnen for at jagte sin drøm.

Han blev født 3. november 1971 i Grønland, hvor hans danske mor og far boede i en lille by på en klippe, der hvor alt er hvidt eller brunt, og intet grønt vokser. Da han blev omkring fem år, gik hans forældre hver til sit, og Nils flyttede med sin mor til en anden stille ø, Ærø. Det var her, han fik øjnene op for fodbold, han spillede selv og elskede det. På trods af at den lille dreng med de blå øjne faktisk ikke måtte løbe henover græsset i sine fodboldstøvler og sparke bolden i mål.

»Jeg blev født med en lille misdannelse i ryggen. Der var meget snak om, hvad man kunne gøre ved den, og om man skulle prøve at operere den, da jeg var helt lille. Det ville min mor ikke, fordi der var stor risiko ved det. Problemerne med min ryg gjorde, at jeg ikke skulle have dyrket så meget sport, men omvendt havde jeg det sådan, at det ville jeg selv bestemme, og jeg følte, det blev meget bedre af, at jeg dyrkede sport,« fortæller Nils Nielsen.

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Derfor fortsatte han med at spille fodbold i Marstal ldrætsforening og drømte om klubkampe, 1. division, som landets bedste række hed dengang, EM og VM. Men han kunne ikke tackle så meget som de andre eller give den lige så meget gas til kampene, for han vidste, at det kunne få konsekvenser for ryggen.

Derfor begyndte han i en tidlig alder at tænke i andre baner, dog uden at slippe bolden helt.

»Da jeg spillede i Marstal Idrætsforening, havde jeg en træner, der for mig var en mellemting mellem en rockstjerne og en gud. Det var lige præcis sådan en type menneske, jeg kunne tænke mig at være. Derfor begyndte jeg faktisk allerede, da jeg var 13 år, med at træne de små i fodbold. Jeg spillede selv, men jeg rendte og trænede de helt små drenge og piger imens,« fortæller Nils Nielsen om det første skridt på vejen til at blive landstræner for kvindelandsholdet.

Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Drømmen om at blive professionel fodboldspiller blev helt kasseret efter et uheld på fodboldbanen.

»Jeg var omkring 20 år, da jeg slog min ryg i en kamp. Vi valgte ikke at gøre noget ved det, og jeg lever fint med det i dag. Jeg har ikke nogen smerter, men man kan godt se det, fordi det er groet sammen på en lidt mærkelig måde. Jeg spillede derfor ikke så meget, da jeg blev senior. Der har jo altid været problemer med ryggen, men da uheldet skete, kom jeg til at tænke over, om jeg skulle spille videre eller stoppe. Jeg prøvede at spille, men det kunne jeg ikke. Det var svært at komme tilbage fra. Derfor stoppede jeg med at have ambitioner på egne vegne,« siger Nils Nielsen.

I stedet fik han store ambitioner på vegne af de hold, han trænede. Nils Nielsen har trænet ungdomshold i blandt andet KB, der siden blev til FCK, AaB, OB, AB og Brøndby.

Imens han råbte til de unge drenge, at de skulle løbe hurtigere, fortalte dem, hvad de skulle spise og forklarede dem strategien for næste kamp, trænede han også de unge drenge og piger i dansk på en folkeskole. Selv om han ingen læreruddannelse har, har han en kæmpe viden inden for dansk litteratur og kunne derfor følge sin klasse helt op til afgangseksamen i 9 klasse.

Det er tydeligt at se på Nils Nielsen, at han brænder for fodbold, men det er også tydeligt at se, at han brænder for at udvikle mennesker, om det så er i danskanalyser eller straffespark.

»Jeg havde ikke et fuldtidsfodboldtrænerjob i begyndelsen, så derfor var jeg vikar i folkeskolen. Der havde drengene meget svært ved at finde nogle bøger, som de godt kunne lide at læse. De spurgte mig hele tiden, om der ikke var nogen, som handlede lidt om fodbold. De kunne alle sammen godt lide fodbold, og der fandtes faktisk nogle, men de var på svensk. Jeg tænkte: 'Det skal eddermame være løgn, så bliver jeg nødt til at skrive nogle selv, som de kan læse',« forklarer landstræneren - og forfatteren - mens han griner højlydt ad den fiktionsserie, han har skrevet 'Ud af skyggen'.

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Han fulgte sine elever til det sidste, men i 2012 tog trænerkarrieren fart, og han blev landstræner for U18-herrelandsholdet. Efter blot et år med herrerne blev han ansat i den stilling, han har skabt stor succes med i år: Landstræner for kvindelandsholdet. Han skulle være med til at starte et helt nyt hold op, og det blev det, der den 6. august gik på podiet i Holland og fik sølvmedaljerne hængt om halsen.

»Jeg følte lidt, at jeg havde et af de bedste job som ungdomstræner. At arbejde med nogle, som gerne vil frem i verden, og som alle sammen er sultne. Jeg havde ikke tænkt på jobbet som kvindelandstræner, før det dukkede op som en mulighed, må jeg blankt erkende. Det var ikke, fordi jeg ikke fulgte med i kvindefodbold, det gjorde jeg. Når man arbejder med talenter, så er de alle sammen på vej op og har en drøm. Det følte jeg faktisk også, alle de her piger havde,« fortæller han.

Ligesom med folkeskoleeleverne vil Nils Nielsen gerne udvikle sine spillere så meget som muligt. Lige meget om det betyder, at han arbejder mere end 37 timer på en uge, for det er vigtigt for ham at lære hver enkel spiller at kende.

»Jeg er meget på samme måde med spillerne, som jeg er privat. Jeg prøver at lære dem at kende. Hvis du skal kunne gøre en forskel for nogen, bliver du nødt til at sætte dig ind i, hvad det er for nogle mennesker, du er sammen med. Jeg tror, det er derfor, jeg bruger enormt meget tid på arbejdet. Jeg bliver nødt til at vide noget om dem, hvis jeg skal gøre det på en god måde. Jeg skal vide, hvem de er. Man kan ikke skære mennesker over én kam,« siger han.

De ekstra timer gør dog ikke noget, for han ser det ikke som et job at træne kvinderne. Det er hans største drøm.

»Nu er jeg sådan indrettet, at jeg besluttede på et tidspunkt, at jeg ville være inden for fodboldens verden, koste hvad det ville. Jeg vil sige, at den passion, jeg har for det, har været med til at styre alle andre valg. Men jeg har det også som om, at jeg faktisk aldrig har haft et job. Jeg ville gerne gøre det gratis. Jeg ved godt, jeg får løn for det, men der kniber jeg mig også i armen. Man står udenfor på en dejlig græsplæne, der dufter af jord og græs, du har nogle spillere, der knokler rundt, fordi de gerne vil blive bedre, og fordi de elsker fodbold lige så meget som dig selv. Det får du altså penge for! På den måde føler jeg, at jeg aldrig har haft et arbejdsliv,« fortæller han.

Foto: Jerry Lampen
Vis mere

Selv om hans store passion er fodbold, har han flere gange fået at vide, at han ikke ligner en fodboldtræner, fortæller han med et smil. Det pjuskede mørke hår og guldøreringen i øret er måske to faktorer, der har været årsag til kommentarerne.

Men ligesom ingen skulle bestemme, om han skulle opgive fodbold på grund af sin ryg, så er der heller ingen, som skal bestemme, hvordan han skal se ud som landstræner.

»Der er før nogle, som har kommenteret det, når jeg havde min læderjakke på til en kamp, hvor jeg var ude at scoute nogle spillere. Nogle af dem, som stod og kiggede, sagde, at jeg ikke lignede en landstræner, men jeg elsker musik, og jeg spiller selv musik, så det er sådan set et levn fra dengang. Jeg fik øreringen hos den lokale frisør på Ærø, da jeg var 14 år. Så har jeg bare beholdt den siden, for jeg synes jo, at det er en del af mig nu. Jeg er ligeglad med, om folk synes, det ser mærkeligt ud, og jeg ligner noget andet end en fodboldtræner. I bund og grund er jo jeg bare, som jeg er,« siger Nils Nielsen.

Alle de timer, som Nils Nielsen og spillerne har brugt på banen, til træning og taktikmøder, har givet dem en sølvmedalje, men også sat kvindefodbold på danmarkskortet og givet spillerne anerkendelse. Næste stop er VM om to år, men inden da skal målene scores.

Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Vi er tilbage på Rådhuspladsen.

Den nye EM-sang 'Røde strømper' bliver spillet højt, og spillerne har travlt med at skrive autografer og få kram af de fremmødte fans. Hundredvis af unge piger i fodboldtrøjer står klar til at få autografer på bluserne eller en selfie med EM-kvinderne. De danske fodboldspillere er blevet idoler for de yngre spillere for første gang nogensinde. Imens står landstræneren stolt og ser på sine 'piger', der endelig får den anerkendelse, han synes, de fortjener.

Nielsens fire førstevalg

Nils Nielsen interesserer sig for meget andet end fodbold. Hvis han skulle sammensætte en fireback-kæde bestående af fire personer uden for fodboldens verden, ville han vælge disse:

Foto: Emil Hougaard
Vis mere

Johanne Schmidt-Nielsen, politiker

»Jeg må blankt erkende, at jeg er meget rød. Hele min opvækst har været præget af, at vi skal passe på hinanden og være noget for hinanden. Johanne Schmidt-Nielsen, hende er jeg pjattet med. Hun er totalt cool, frisk og ung. Jeg tror, hun ville være en god holdkammerat. Hun ville være vildt god til at sørge for, at alle var med, og hun ville passe meget på dem, som stod ude på bænken og kun spillede i fem minutter i hver kamp og sørge for at de også var glade og havde det godt. Jeg tror, jeg ville vælge hende som anfører.«

Foto: PHILIPPE WOJAZER
Vis mere

Bono, musiker

»Jeg ville vælge Jon Bon Jovi eller Bono, for de har kant og karakter. Jeg er bare ikke sikker på, at Bono kan løbe så meget. De tør gå mod strømmen, og det er den eneste måde, man kan score mange mål på.«

Foto: Marie Hald
Vis mere

Jesper Wung-Sung, forfatter

»Nu kender jeg faktisk en, der er en fantastisk holdkammerat. Jesper Wung-Sung. Vi er vokset op sammen, og jeg synes, at han har skrevet nogle fantastiske bøger. Vi havde konkurrencer i skolegården, hvor vi spillede to mod to, og der spillede vi altid sammen. Så jeg ved, at han er rigtig god at være sammen med. Han er totalt ulæselig, fordi han næsten altid var ved at falde med bolden. Men han havde stadig kontrol over tingene, derfor vandt vi hele tiden.«

William Wallace, filmkarakter fra filmen Braveheart

»Det ville helt klart være William Wallace fra Braveheart. Han har det, som man skal bruge, hvis man vil opnå det, vi har. Vi har ikke været det bedste hold, men vi var det modigste hold.«