Man kan med rette tale om, at det var indskifternes eftermiddag på Loftus Road, da Manchester United sikrede sig en 2-0-udesejr over Queens Park Rangers.

Hjemmeholdet lagde offensivt ud, men det var gæsterne fra Manchester United, der var tættest på at komme foran. Efter 13 minutters spil fandt Juan Mata colombianske Falcao, der var løbet bag om QPR-forsvaret. Men Robert Green diskede op med en dobbeltredning.

Hjemmeholdet ville også være med og fem minutter senere var brandvarme Charlie Austin tæt på sin 14. Premier League-scoring. Jonny Evans sjuskede i forsvaret, og så var det tæt på, at Austin kunne bringe hjemmeholdet foran. Men ligesom kollegaen i den anden ende, var David de Gea vågen i målet.

Charlie Austin er for tiden en af Premier Leagues mest omtalte spillere. På nuværende tidspunkt indtager han topscorerlistens tredjeplads, og en landsholdsudtagelse kan meget vel være på trapperne.

Det var da også til at se, at det er en spiller med selvtillid. Austin skød på stort set alt, hvad der rørte sig, og efter en halv time var det igen ved at give pote.

Angriberen tæmmede en lang bold med knæet og hamrede til den et godt stykke uden for feltet. Bolden havde kurs mod det fjerneste hjørne, men David de Gea var igen klar, og prikkede bolden til hjørnespark.

Manchester United havde svært ved at bryde QPR-forsvaret op, og den sidste aflevering manglede som oftest. Det gjorde den dog ikke efter 56 minutter, hvor Angel de Maria fandt en helt fri Falcao bagerst i feltet. Angriberen havde både tid og plads til at sende en afslutning afsted,  men ligesom tilfældet var i første halvleg, stod Robert Green i vejen for Falcao og Co.

To minutter senere kunne Green dog ikke stille noget op. Indskiftede Marouane Fellaini blev spillet fri i midten af feltet. Han tog bolden til sig og bankede den resolut i kassen.

Herfra stod der Manchester United på det meste, og selvom Queens Park Rangers pressede på i slutningen af kampen, lykkedes det dem ikke at få bolden forbi David  de Gea, og i stedet var det en anden indskifter, James Wilson, der kunne slå 2-0-sejren fast.