Arsenals franske manager har luftet mistanke om urent trav hos konkurrenterne og er nu blevet bedt om at uddybe det over for det engelske fodboldforbund.

Forklaring udbedes. Det er meldingen fra det engelske fodboldforbund FA, efter at Arséne Wenger som en reaktion på dopingskandalen i international atletik luftede sine synspunkter på tilstanden i moderne topfodbold.

Skal man tro Arséne Wenger, er fodbolden langt fra fri for at have en flig eller mere af problemet med præstationsfremmende stoffer. Aktuelt har Arsenal-manageren fået et friskt eksempel efter mødet med Dinamo Zagreb i Champions League, hvor kroaternes Arijan Ademi efterfølgende blev testet positiv.

Sammenholdt med de massive problemer i international atletik, fik det den franske fodboldtænker til at reflektere over nogle af de oplevelser, han har haft igennem et langt liv i fodbold. Og det kan øjensynligt godt få alarmklokkerne til at ringe, hvis man ellers har øre for den slags.

»I mine 30 år i fodbold har jeg aldrig brugt en indsprøjtning for at gøre en af mine spillere mere effektiv og aldrig givet dem et middel, som kunne være præstationsfremmende. Det handler om stolthed, og jeg prøver at være tro mod de værdier, jeg sætter højt her i livet og give dem videre til andre. Jeg har dog spillet mod en del hold, der ikke havde samme indstilling,« fastslår Wenger uden at adressere sin påstand mere konkret.

Efter den betændte bredside er Wenger ifølge The Guardian blevet bedt om at uddybe sin viden i en høring i FA. Fodboldforbundet har i en pressemeddelelse slået fast, at man har kontrollen på plads, selv om det er en kendt sag, at fodboldspillere kontrolleres langt mindre end andre og traditionelt mere belastede sportsgrene.

»FA har sammen med UKAD (det britiske anti doping agentur, red.) et af de mest omfattende anti-doping testprogrammer i verden, og vi har exceptionelt få positive tilfælde,« lyder det.

Gennem årene har Arséne Wenger flere gange udtrykt bekymring for, at fodbolden en dag kunne stå med de samme problemer, som man ser i hårdt ramte idrætsgrene som atletik, cykelsport og de nordiske skidiscpliner.

I 2006 afslørede den tidligere Marseille-spiller Jean-Jaques Eydelie, at den sydfranske storklub i slutningen af 1990erne benyttede sig af doping.

Det var en bekendelse, der flugter med udsagn fra den tidligere Marseille-bomber Tony Cascarinos fortælling i biografien 'Full Time', og selv om fodbold generelt er gået fri af de store skandaler, har Juventus dog også været under anklage for medicinsk optimering.

Det er dokumenteret, at Den gamle Dame i midten af 1990erne brugte store mængder EPO og hjertemedicin på et tidspunkt, hvor man i øvrigt var totalt dominerende i europæisk fodbold.

Wenger har i et tidligere interview også fortalt, at Arsenal gennem årene har haft flere spillere til lægetjek med mistænkeligt høje blodværdier som et symptom på, at doping kan have været inde i billedet.