Kasper Hjulmand kan ånde lettet op.
Trods flere røde kort og masser af ekstratid, kunne han fredag aften trække sig sejrrigt ud af sin første kamp som cheftræner for Bayer Leverkusen. En dansk landsholdsstjerne måtte forlade banen efter blot syv minutter.
Forleden blev Kasper Hjulmand præsenteret som ny cheftræner for den tyske storklub Bayer Leverkusen.
Det er hans første trænerjob, siden han for et år siden takkede af som dansk landstræner, og fredag aften fik han sin debut på hjemmebane mod danskerklubben Eintracht Frankfurt.
Den danske landsholdsback Rasmus Nissen, der spiller for Eintracht Frankfurt, måtte allerede udgå med en baglårskade efter syv minutter.
Det er endnu uvist, hvor alvorligt skaden er.
Herefter bragte Kasper Hjulmands tropper sig foran med både 1-0 og 2-0, før midtbanekrigeren Robert Andrich indkasserede sit andet gule kort og dermed blev sendt af banen.
Herefter reducerede Eintracht Frankfurt til 2-1, før Bayer Leverkusen indkasserede endnu et rødt kort, og derfor var to mand i undertal i de døende minutter.
Kasper Hjulmand og co. holdt stand og fik scoret til 3-1, før dommeren til sidst efter over otte minutters ekstratid fløjtede af.
Torsdag vender Kasper Hjulmand tilbage til København og Parken, hvor Bayer Leverkusen møder FCK i Champions League.