Krigen i Ukraine har varet i snart to måneder, og der er intet tegn på, at den er på vej til at slutte.
Nu gør Manchester Citys ukrainske spiller Oleksandr Zinchenko i et interview med Guardian opmærksom på, at det ikke er i orden, hvis man bare lærer at leve med krigen og fortsætter livet uden at bekymre sig om den.
Samtidig udtrykker han sin store skuffelse over de russiske venner, han har i fodboldverdenen, som ikke bruger deres platform til at italesætte, at Ruslands invasion af Ukraine ikke hører hjemme.
»Jeg kan ikke se bort fra situationen. At forsøge at følge med i det hele er mere eller mindre hele mit liv nu. Det første, jeg gør, hver dag er at række ud efter min telefon, og derefter er den i min hånd hele tiden,« siger den ukrainske City-spiller og fortsætter:
»Der er gået mere end syv uger nu, og du kan se, at nogle mennesker er begyndt at glemme, og de begynder at tilpasse sig brutaliteten i mit land. Nej, nej, nej. Folk sulter, dør, kroppe bliver fundet, så hvordan kan folk bare slappe af? Du er nødt til at tale endnu mere om det. Jeg hader de mennesker, der har invaderet vores land, mere og mere for hver dag, der går. Jeg vil ikke stoppe med at tale om det, for verden er nødt til at kende sandheden,« raser Zinchenko videre og sender en bredside af sted mod sine russiske venner.
Forsvarsspilleren har tidligere i karrieren spillet to år i Rusland, og det kom der venskaber ud af, men de er sat på alvorlig prøve nu.
»Jeg har venner derovre, en lille kreds, men nu er det reduceret til næsten ingen ting. Jeg er så skuffet. De gutter, jeg kender, ringede til mig, så snart invasionen begyndte. De skrev: 'Vi er så kede af det, Alex, men vi kan ikke gøre noget'. Selvfølgelig kan de det. Hvis du forbliver tavs, er du med til at støtte op om, hvad der sker i Ukraine nu, og det kan jeg ikke se, at de skulle.«
»Måske er de bange, fordi vi har set billeder på de sociale medier af russere, der ryger i spjældet for at protestere. Men se på fodboldspillere eller andre med store platforme. Kan du tro på, at hvis de alle på samme tid postede på Instagram en tekst som: 'Folkens, vi er imod krigen, vi er nødt til at stoppe den', at så ville de alle blive arresterede? Selvfølgelig ville de ikke det. Det er sådan en skam, at de ikke siger noget.«
Oleksandr Zinchenko spillede lørdag hele kampen, da Manchester City tabte til Liverpool i semifinalen i FA Cup.