Nederlag og spansk spanking er glemt – nu gælder det VM
Med fokus på VM-kampene i Budapest og Lissabon om 14 dage kan Christian Poulsen godt finde positive ting frem fra nederlaget, der ellers gjorde ondt på de danske spillere.
- Det er rart at have en god gammel konstellation i forsvaret tilbage med Daniel Agger og Martin Laursen. Det var rigtigt rart at se Daniel tilbage på landsholdet efter så lang en pause, og generelt gjorde vi det altså rigtigt godt i første halvleg mod et rigtigt godt hold som det spanske, fastslår Christian Poulsen.
Juventus-spilleren tror bestemt på de danske VM-chancer inden de to første kval-kampe mod Ungarn og Portugal, men han er ikke blåøjet jubeloptimist.
- Det er kun etteren, der går direkte videre fra VM-puljen, og der er flere gode hold at kæmpe imod, så det er hårde odds, understreger Christian Poulsen.