De engelske mestre fra Chelsea bekræfter mandag, at man har sikret sig målmanden Asmir Begovic fra Stoke.

Det stærke bosniske landsholdspiller har fået en fireårig kontrakt med London-klubben, og han koster angiveligt Chelsea i omegnen af 80 millioner danske kroner. Det beretter flere engelske medier.

I London skal bosnieren afløse publikumsfavoritten Petr Cech, der efter 11 år i Chelsea skiftede til rivalerne fra Arsenal tidligere på sommeren.

Cech søgte væk fra Chelsea, efter han i sidste sæson kunne finde sig selv på bænken som andetvalg for det belgiske målmandsfænomen Thibaut Courtois, der bragede ind på Premier League-scenen.

Nu har Jose Mourinho så fundet en ny, der kan tage kampen op mod Coutois. Det bliver altså Stokes Begovic, der i de seneste sæsoner har været regnet for en af ligaens stærkeste målmænd. Og både Liverpool og Arsenal har tidligere været nævnt blandt bejlerne til bosnieren.

Begovic nåede at spille fem og en halv sæson i Stoke, som har danske Jakob Haugaard, der skiftede fra FC Midtjylland i vinterpausen, blandt sine målmænd til den kommende sæson.