Stærk trup med kæmpe kvalitet og et fremragende fællesskab.
Sådan beskriver den fungerende landstræner Lars Knudsen, den netop offentliggjorte række spillere, der skal møde Spanien og Schweiz for anden gang i Nations League.
Blandt andet er Manchester United-stjernen Rasmus Højlund tilbage i truppen efter at have misset to landskampe på grund af en skade.
B.T.s sportschef, Lasse Vøge, advarer mod, at Højlund automatisk genindtræder i den danske startopstilling.
»Jeg er stor beundrer af Rasmus Højlunds eventyrlige fodboldrejse. Men som tingene står, bør han ikke være selvskrevet til Lars Knudsens startopstilling,« siger han.
Ifølge sportschefen er der flere grunde til, at den ellers populære angriber ikke nødvendigvis skal være at finde på græsset, når klokken slår bold.
»For det første er det meget lang tid siden, at Højlund har leveret en god landskamp. For det andet er han stadig ved at komme sig over den skade, der har holdt ham ude af sæsonstarten.«
Han uddyber, at angriberens afløsere endda har »leveret varen og givet landsholdet noget nytænkning« i de to første Nations League-kampe – som Danmark begge vandt.
»Højlund skal arbejde sig tilbage i varmen,« lyder det videre.
Sportschefen mener også, at to andre navne er værd at nævne.
»Rasmus Nicolaisen og Jens Stage er spændende nye ansigter. Men lad os være ærlige – det er to timevikarer. Det er utænkeligt, at de er landsholdsspillere på den lange bane,« lyder det videre.
Der var flere store overraskelser i valget af spillere. Det kan du læse mere om HER.