Fodbold - soccer - vender tilbage til Miami, hovedsageligt takket være David Beckham.

På et pressemøde mandag aften dansk tid blev det (endelig) gjort officielt, at superstjernen og den øvrige ejerkreds har fået licens til at drive et fodboldhold i festbyen i det sydlige Florida.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Den nyhed mødte store klapsalver fra de omkring 300 fans, der var mødt op i konferencesalen, som til lejligheden var badet i blitzlys. Men fansene må samtidig sande, at der stadig mangler mange væsentlige detaljer: Hvornår debuterer holdet i ligaen, MLS? Hvad bliver holdets navn? Logo?

Det virkede fansene til at være ligeglade med. Det' ligemeget! De er bare glade for, at 'Becks', der er et kæmpe navn i USA, ikke mindst på grund af sin karriere i LA Galaxy fra 2007-2012, endelig har fået licens af ligaen til at starte et hold op i byen, som ikke har haft et MLS-hold siden 2001.

Dengang mistede Miami Fusion sin licens efter kun fire år i ligaen på grund af for lav omsætning og for lidt interesse for holdet.

Nu er håbet så, at ejerkredsen med Beckham som den mest kendte skikkelse kan få et Miami-hold op at køre. Det har ikke været nemt indtil nu, erkendte Beckham ved det storstilede pressemøde.

»Det har været noget af en rejse,« sagde Beckham.

David Beckham fortæller om sine planer for holdt i Miami, der gerne skal bygge på unge talenter - men også et miks af udenlandske stjernespillere.
David Beckham fortæller om sine planer for holdt i Miami, der gerne skal bygge på unge talenter - men også et miks af udenlandske stjernespillere. Foto: Eric Espada
Vis mere

Allerede i 2014 lancerede den tidligere Manchester United-legende sin storstilede plan, men projektet mødte hurtigt den ene store udfordring efter den anden, fordi man gang på gang fejlede i jagten på en grund til at bygge et nyt stadion på.

For eksempel har det blandt andet været forsøgt at skaffe en aftale i nærheden af Miami Marlins' baseballstadion og NBA-holdet Miami Heats arena i downtown Miami. Uden held.

LÆS OGSÅ: Superliga-klub spiller på to heste: Store trænernavne står øverst på ønskelisten

Men nu er det lykkedes at få plads til at bygge et nyt stadion med plads til 25.000 mennesker.

»De siger, at gode ting kommer til de, der venter... vi takker for, at I har ventet på denne dag,« sagde MLS-kommissæren Don Garber til den fremmødte ejerkreds, der udover Beckham tæller de lokale rigmænd José og Jorge Mas.

Beckham, der ud over Manchester United er mest kendt for sin karriere i Real Madrid, fik for lang tid siden muligheden for at købe en licens for 25 millioner dollars i forbindelse med den aftale, som han lavede med MLS-holdet LA Galaxy.

Det mest sandsynlige er, at der stadig går nogle år, inden holdet er helt klar til at indtræde i MLS.