Jakob Michelsen og Glen Riddersholm er Randers FCs førstevalg, når det gælder jobbet som ny cheftræner.

Hvad gør en fodboldspiller, hvis han netop har klokket i en risikabel aflevering? Han spiller en stensikker bold næste gang.

Sådan synes tankegangen også at være i Randers FC. Efter den fejlagtige ansættelse af hollandske Ricardo Moniz, der blev fyret i fredags, har den stormomsuste klub kastet kærligheden på to velprøvede Superliga-navne med både CV’et og resultaterne i orden.

LÆS OGSÅ Først direktøren og træneren: Nu forlader stor profil også Superliga-klubben

BTs kilder fortæller, at Randers-ledelsen allerede har fundet frem til to topkandidater til jobbet som afløser for Moniz. Den ene er Jakob Michelsen – den anden Glen Riddersholm.

I VIDEOEN HEROVER FORTÆLLER RANDERS FCs AFGÅENDE SPORTSDIREKTØR, MICHAEL GRAVGAARD, OM TRÆNERJAGTEN

Kilderne fortæller, at bestyrelsen i den kriseramte klub har identificeret de to ledige trænere som de primære mål. Næste skridt er også taget. Den indledende kontakt er taget til både Michelsen og Riddersholm.

De tidligere medaljetrænere er bestyrelsens valg, men et godt bud er, at de også optræder på den liste, som Randers’ afgående sportsdirektør, Michael Gravgaard, i disse dage udarbejder. Noget tyder på, at Gravgaards rolle i forbindelse med en træneransættelse ikke rækker meget videre, men i weekenden gav Gravgaard Jakob Michelsen følgende skudsmål overfor Discovery Networks.

LÆS OGSÅ Fyret Superliga-træner hadede tv-dokumentarprogram: 'Det er en byrde for holdet'

»Jakob er en rigtig dygtig træner, så det ville da være unaturligt, hvis ikke han var et emne, der blev puttet på listen. Han er en interessant træner og en interessant personlighed,« lød det fra sportsdirektøren, der forleden opsagde sit job i Randers FC som en konsekvens af Ricardo Moniz’ fyring.

At enten Jakob Michelsen og Glen Riddersholm, der i løbet af de seneste måneder har fået sparket i henholdsvis svenske Hammarby og AGF, også ender på trænerbænken i Randers er dog ikke givet. BTs kilder fortæller, at begge trænere forholder sig afventende og skal høre en klar plan fra kronjyderne, inden de afgør om jobbet overhovedet er interessant.

Én ting kan dog sandsynliggøre enten en Michelsen eller en Riddersholm på trænerbænken i Superligaens mest skandaleramte klub. Kaster Randers-ledelsen en manager-titel og et tilsvarende ansvar med i hatten, kan det muligvis få en af de to velrenommerede trænere til at sko hesten og ride til det kronjyske.

BT har uden held forsøgt at få en kommentar fra Randers-formand Per Hastrup og Glen Riddersholm, mens Jakob Michelsen ikke har meget at sige til interessen fra de lyseblå.

»Af respekt for klub og kolleger har jeg ingen kommentarer,« lyder det fra Michelsen.

Randers har gjort det første hjemmearbejde, men lige nu er man stadig langt fra at færdiggøre en aftale med en afløser for Ricardo Moniz, der bare fik tre måneder i den jyske bundklub. Derfor kan Rasmus Bertelsen og Peter Elstrup, der i øjeblikket sidder ved tøjlerne, også have ansvaret, når klubben åbner Superliga-foråret mod FC København den 10. februar.