Det er bindegalt og helt genialt på én og samme tid.

Danske, vestjyske Martin Braithwaite fra Esbjerg er FC Barcelona-spiller. Barcelona-spiller!

Fra torsdag i denne uge spiller den 28-årige landsholdsspiller i verdens måske allerstørste klub – side om side med verdens bedste fodboldspiller, Lionel Messi. Det er jeg-river-mig-selv-i-håret-ufatteligt.

Danmark har igen en spiller på Camp Nou. 26 år efter, Michael Laudrup fløj den modsatte vej af, hvad Braithwaite fløj i dag.

Jeg kan ikke understrege eller gentage nok, hvor vild en transfer det er. Danske Esbjerg, franske Toulouse, engelske Middlesbrough og spanske Leganes. Det er de klubber, der indtil i dag har prydet vestjydens cv. Nu står der også FC Barcelona. Den historik gør i mine øjne den her handel til den vildeste nogensinde for en dansk spiller.

Den vilde handel og Braithwaites skifte møder meget modstand. 'Han er ikke god nok,' lyder det blandt andet.

Jeg lægger mig fladt ned. Måske er jeg jubelidiot, men jeg elsker den her handel og det faktum, at Danmark nu har en spiller i FC Barcelona. Jeg har ventet længe på at se en dansker i Real Madrid eller FC Barcelona, der i mine øjne er de ubestridt mest pirrende klubber på kloden. Vi troede alle, det bedste bud var Christian Eriksen. Nu har Martin Braithwaite gjort det, der umiddelbart lignede det umulige.

Er Braithwaite så god nok til FC Barcelona? Sikkert ikke på længere sigt. Lige nu udfylder han et behov, kæmpeklubben har, og han skal nok få spilletid de kommende måneder. Men han er selvfølgelig ikke en langsigtet løsning ved siden af Lionel Messi, Antoine Griezmann og Luis Suarez. Han er en nødløsning. Men det er mindre vigtigt.

Foto: David Klein
Vis mere

Braithwaites transfer er nemlig et eksempel på 'den perfekte fodboldstorm'. Danskeren har ganske enkelt været på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt med det rigtige prisskilt – og så har han ikke mindst været omgivet af de rigtige mennesker.

Det har i lidt tid efterhånden været en kæphest hos mig, at de allerstørste danske spillere til tider ikke har været kyniske nok i deres karrierevalg. At de ikke har slået til i det sekund, de fik chancen for at tage skridtet til en af de allerstørste klubber.

Daniel Agger havde chancen for at komme til FC Barcelona i både 2012 og 2013, men han valgte med hjertet og blev i Liverpool. Christian Eriksen har også haft muligheden for at lande i større klubber end Inter. Men det skete heller ikke.

Nu er Martin Braithwaite FC Barcelona-spiller. Det er han, fordi han var en af få angribere, der var mulig, billig, tilgængelig og lovlig at få, da storklubben helt ekstraordinært kunne købe en spiller uden for et transfervindue. Men også, fordi han for nylig allierede sig med en agent, som i sommer solgte en anden spiller – hollandske Frenkie de Jong – til Barcelona og derfor havde netværket og kontakterne til den catalanske klub. Esbjergenseren har været kynisk. Og han har været klog.

Klog, hvis målet er at nå en af verdens store klubber. Og det har netop været den ekstremt selvtillidsflydte angribers ambition. Nu er han lige præcis dér.

Det er han, fordi sol, måne og stjerner har stået det helt rigtige sted. Fordi Barcelonas muligheder var begrænsede. Og fordi catalonierne bed på maddingen, da Braithwaites nye agent for tre uger siden smed snøren ud for første gang.

For det er sandheden bag den mest overraskende transfer, jeg kan huske. Det handler meget om tilfældigheder, held, kynisme og klogskab. Og lidt mindre om fodbold og færdigheder.

Men sådan er fodboldens verden. Og lige nu sidder Martin Braithwaite på toppen af dén. Det er i sandhed bindegalt og helt genialt på én og samme tid.