DBUs generalsekretær Jim Stjerne Hansen ønsker ikke at forholde sig til, om Frank Arnesen er et emne for landsholdet.

Chelseas danske sportsdirektør Frank Arnesen offentliggjorde lørdag, at han stopper i den engelske storklub efter denne sæson. Det har fået mange til at sætte den tidligere landsholdsspiller i forbindelse med landstrænerjobbet, der bliver ledigt i 2012.

DBUs generalsekretær Jim Stjerne Hansen ønsker dog ikke at kommentere på DBUs tanker om en ny landstræner.

- Jeg kommer ikke til at kommentere på alle dem, der kunne være mulige kandidater. Nu sidder vi os ned i DBU og ser på kandidatfeltet, siger han til Sporten.dk.

Frank Arnesen har tidligere været sportsdirektør i Tottenham og PSV Eindhoven, som han også har været assistenttræner for.