Tilbage i august kom det frem, at den tidligere landsholdsanfører Simon Kjær havde besluttet at indstille sin karriere på det danske herrelandshold.

Nu afslører han, at han helt indstiller sin karriere og vinker farvel til professionel fodbold.

Det fortæller den 35-årige nu tidligere forsvarskæmpe i et interview med TV 2 Sport.

I interviewet fortæller Simon Kjær, at tankerne om et karrierestop allerede begyndte at melde sig i efteråret 2023, hvor han fortæller, at han godt kunne se, at hans tid i klubben AC Milan måske var ved at være forbi.

»Det var mange ting, der gjorde, at efter EM var det ligesom sådan: Lad os se, hvad der kommer, men hvis der ikke kommer det rigtige for først og fremmest min familie og så det sportslige, er det nu. Jeg fortryder ikke noget. Jeg mangler ikke noget i den forstand,« siger han til TV 2 Sport.

Simon Kjærs kontrakt med AC Milan udløb i sommer - hvor han også annoncerede sit stop på landsholdet.

»Tidspunktet er rigtigt for mig at stoppe på landsholdet, selvom det naturligvis samtidig føles vemodigt. Fordi intet i fodbold er større end at repræsentere sit land,« udtalte fodboldspilleren dengang i en pressemeddelelse udsendt af DBU om stoppet på landsholdet.

Simon Kjær nåede 132 landskampe og seks slutrunder. 

Han blev anfører for landsholdet i 2016, da Daniel Agger stoppede karrieren, mens han havde sin debut på landsholdet tilbage i 2009.