I sidste sæson fik Andreas Christensen sit gennembrud i Chelsea, hvor han var fast mand i startopstillingen. I denne sæson sidder han fast på bænken.

Det blev i weekenden tilsyneladende for meget for Andreas 'AC' Christensen, da han endnu en gang ikke var blandt de tre reserver, som manager Maurizio Sarri skiftede ind i kampen mod Arsenal.

Ifølge den britiske avis The Independent var den danske landsholdsspiller således ikke at finde på Chelseas reservebænk i de sidste 15 minutter af kampen mod Arsenal.

Han var i stedet gået ned i omklædningsrummet og kom aldrig tilbage, før kampen, som Chelsea tabte 2-0, var slut.

Foto: ANDREW COULDRIDGE
Vis mere

The Independent skriver, at Christensen skulle have sagt til en holdkammerat, at han skulle på toilettet, da det stod klart, at han endnu en gang ikke ville få spilletid for Chelsea i Premier League i denne sæson.

Der resterede på det tidspunkt 10 minutter af kampen, som endte med at have fem minutters overtid. Men 'AC' nåede ikke tilbage til reservebænken, inden kampen blev fløjtet af.

Den italienske Chelsea-manager skulle angiveligt være tosset på den 22-årige danske forsvarsspiller over den penible situation. Sarri skulle også have skældt sine andre spillere ud for deres indsats i kampen.

Dagens historie sætter ekstra blus på spekulationerne om, at han vil væk fra London-klubben. Der har nemlig i længere tid været spekulationer om 'AC's fremtid i Chelsea, efter en sæson, hvor Sarri slet ikke har set danskerens vej.

Andreas Christensen og Chelsea-manager Maurizio Sarri.
Andreas Christensen og Chelsea-manager Maurizio Sarri. Foto: JOHN SIBLEY
Vis mere

Der var før jul rygter om, at 'AC' var på blokken i FC Barcelona, men det skifte blev ikke til noget, da catalonierne har valgt en anden løsning i forhold til at lukke et hul i deres forsvar. Desuden var Chelsea ikke interesserede i at sælge danskeren.

»Det har været en svær sæsonstart. For at være ærlig har det været pisse svært. Jeg kan ikke tåle at have så meget tålmodighed igen. Nu er jeg 22 år, og jeg vil rigtig gerne spille. I de sidste tre sæsoner har jeg spillet fuldt for de hold, jeg har været på, så det er klart, at jeg ikke ser mig blive, hvis min nuværende situation også gælder i fremtiden,« sagde Christensen i oktober om den manglende spilletid under Sarri i Chelsea.

Den talentfulde forsvarsspiller skiftede til Chelsea som bare 16-årig. Fra 2015 til 2017 var han udlejet til Borussia Mönchengladbach, inden han vendte hjem til Chelsea og fik sit gennembrud i Premier League i sidste sæson.

I denne sæson har han blot spillet en enkelt kamp i Premier League, mens det er blevet til 11 optrædener i de forskellige cup-turneringer.

Foto: EDDIE KEOGH
Vis mere